Her kommer så beretningen om vores 2. dag i Skotland.
Dagen startede med at vi gik ned og fik morgenmad på vores hostel. Ikke fantastisk mad, men den mættede da, og derefter tog vi lufthavnsbussen ud til, ja lufthavnen, for at hente vores bil. Vi kom godt nok lidt for tidligt, men heldigvis var bilen klar: En Ford Focus med rattet i den forkerte side. Af en eller anden grund blev det bestemt at jeg skulle køre, og så gik turen ellers mod Stirling i den forkerte side af vejen. Heldigvis var det meste motorvej, så det var først inde i Stirling at det begyndte at blive en udfordring at placere sig korrekt på vejen.
Det gik dog, og vi parkerede lidt uden for Stirling Castle, som vi skulle op og se nærmere på. Slottet lå meget flot, men vi gik ikke indenfor, da det kostede lidt for mange penge, så i stedet så vi på det udefra. Det regnede en del, men heldigvis var vi forberedt med regntøj, så det eneste irriterende var at forsøge på at tage nogle gode billeder. Efter at have set på Stirling Castle var det på tide at få noget frokost. Vi gik lidt rundt i Stirling, men endte på en Subway hvor vi fik et par sandwiches.
Da vi havde spist var regnen holdt op, og vi kørte videre mod Glen Coe. Der var ikke så meget at se på stedet, da vi så det meste da vi kørte igennem. Flot var det dog. Vi stoppede ved et informationssted for turister, og gik en kort tur. Herefter gik turen videre mod Inverness. Vi passerede Loch Ness, men på trods af at vi af og til stoppede for at kigge efter, så vi aldrig Nessie. Stor skuffelse!
Vi fandt en parkeringsplads i Inverness og gik på jagt efter noget aftensmad. På vejen så vi en parade med noget sækkepibemusik, og vi endte med at spise på et billigt sted. Det kan godt være at det var billigt, men tilgengæld var maden ikke ret god. Jonas fik nogle meget krydrede kødboller med samme konsistens som hoppebolde, og jeg fik en ret smagsløs lasagne. Det mættede dog alt sammen.
Herefter gik turen mod Achnasheen hvor vi regnede med at finde en Bed & Breakfast, så vi kunne overnatte der. Det viste sig dog at blive problematisk. Det eneste vi fandt var et hotel, men det var alt for dyrt. Vi kørte videre og fandt et andet hotel der lå helt øde og rigtig flot. De mange BMW’er der var parkeret udenfor, samt synet af deres opholdsstue, gav os dog indtrykket af et meget dyrt sted. Dette blev bekræftet da vi var inde for at spørge om prisen. Selvom det var ved at blive sent, besluttede vi at køre mod Lochcarron for at finde et sted at overnatte der, da det alligevel lå på vejen mod Isle of Skye som vi ville besøge dagen efter. På vejen så vi et skilt med teksten “Hostel” der pegede på en helt mørk bygning, der så meget skummel ud. Vi prøvede at se om de havde et værelse, men alt så lukket ud, og skiltet lignede noget der bare var efterladt udenfor. Vi kørte videre.
Vejene blev herefter mindre med kun en vejbane, så for at passere andre biler måtte man ind på de såkaldte “Passing Places”. Heldigvis var det let at se andre biler på lang afstand da det var blevet helt mørkt. På denne smalle vej passerede vi to mennesker der var ude og gå en tur. Det undrede os lidt, da det var et øde sted og desuden gik de med deres styrthjelme i hånden. Vi overvejede at stoppe, men tænkte at de nok ville have vinket efter os hvis de havde brug for hjælp. Så mange biler passerede alligevel ikke forbi.
Vi nåede Lochcarron og fandt et hotel med en ejer, der mest af alt lignede en pirat. Arrr. Han havde dog ikke flere ledige værelser. Lidt længere fremme i byen var der et hotel mere, Rockvilla Hotel, men døren var låst. Det lykkedes dog Jonas at få ejerens opmærksomhed, men hun havde desværre heller ikke flere ledige værelser. Den flinke dame, Wendy, kom dog rendende lige inden vi skulle til at køre igen, fordi hun havde en bekendt i byen, der havde et Bed & Breakfast. Selvom det var over hendes sengetid (hendes bekendt, der forresten hed Brenda, var 70 år gammel) så ringede hun alligevel, og til al held kunne Brenda godt klemme os ind. Vi fik adressen, og så kørte vi derhen.
Brenda var en meget flink og snaksagelig dame, der oprindeligt kom var Liverpool, og hun havde i forvejen to tyske motorcyklister boende, så vi måtte få hendes soveværelse. De to tyskere viste sig at være de to vi havde passeret tidligere på aftenen. Deres motorcykel var gået i stykker og de var blevet samlet op af Brendas søn efter at have ventet forgæves i mange timer på at autohjælpen skulle nå frem.
For at gøre det hele endnu mere perfekt, så var der noget arbejde i gang på vandforsyningen til gaden, så vi var nu fem personer om et badeværelse uden vand. Det ville først komme igen kl. 7:00 næste dag. Nå, men sidste mand på toilettet måtte skylle ud, og så gik vi ellers i seng. Vi sov ca. kl. 0:30 sammen med et bæver tøjdyr hun havde smidt ind til os, som vi af en eller anden grund navngav Taffy O’ Bastard, efter en person fra serien Bottom.
Okay, det lyder faktisk som en noget stenet, men helt vildt sjov tur!
Glæder mig allerede til fortsættelsen og til at høre, hvad der NU er overgået jer! 🙂
Jeg skrev til Wendy via Rockvilla’s hjemmeside for at sige tak, svarede samme aften 🙂
--
Hi
Thank you for taking the time to send mail. We hope you had a good holiday in Scotland, glad you found Brenda, she is a very welcoming old lady and loves to have people stay, it help her economy, but most of all she loves meeting people.
Say HELLO to Denmark for me, I will be back one day I have many good
memories of my stay in Denmark, (1983) ouch!!!!!( I don’t feel that old but, I am.), and trips to Scandinavia.
It was good to meet you both, though only very briefly.
Very best wishes.
Wendy, Peter, Rachel & Ben Bartlett.