I lørdags var jeg endnu engang ude i et forsøg på at løbe et bestemt antal kilometer i en nogenlunde hæderlig tid. Denne gang var det til Molsløbet (der iøvrigt har nok en af internettets ringeste hjemmesider). Deltagerne udover mig var Jonas og Kent, og tilsammen udgjorde vi holdet “De sløve bananer”. Vi havde endda hold t-shirts på 🙂
Ruten var 11,4 km og startede ved Knebel, op til Trehøje og videre til Tinghulen, så det var en ikke helt flad rute vi skulle ud på. Egentlig var formålet med dette løb at se om det overhovedet var muligt at løbe ca. 12 kilometer, inden “De sløve bananer” senere på året skal deltage i Xtreme Mandehørm, et ret specielt 12 kilometer terrænløb.
Vejret var perfekt, solen skinnede og starten gik på en lille snæver grusvej hvor det var komplet umuligt at løbe bare lidt før der var gået ca. 1½ minut på grund af alle de løbere der skulle afsted. Det var dog ikke noget problem, da der jo nok ville være en måtte, der først begyndte at tælle ens tid fra man passerede startstregen… det var der ikke. Heldigvis krydsede jeg startstregen sammen med Kent, der på netop det tidspunkt startede sit stopur, så jeg har en ret god indikation af hvor meget hurtigere end den officielle tid jeg var. At det stadig kun er en indikation skyldtes at Kents stopur mente at da han nåede opløbsstrækningen, så havde han løbet de 11,4 kilometer, og derfor stoppede det med at måle tiden lidt for tidligt.
Min tid blev ca. 1:02:30, hvilket jeg selv er godt tilfreds med. Er dog ikke helt tilfreds med hvordan jeg disponerede mine kræfter, men jeg skal jo lige lære at løbe disse distancer. Og så lærte jeg også at man skal binde dobbeltknuder på sine snørebånd 🙂
Det må have været en meget smuk tur -- hvis du ellers havde tid og energi til at nyde den smukke natur, mens du asede dig 11,4 km. af sted:-)
Jeg nåede faktisk en kort overgang at tænke “hvor er her flot” mens jeg løb afsted. Det var da vi passerede Trehøje 🙂
Det er så absolut også et af de smukkeste steder i Danmark rige -- sammen med Tinghulen og Karpenhøj.