Nu har jeg så tilbragt det første hele døgn i Zürich, og det var jo ikke så svært igen 🙂
Dagen startede med at sove længe, arbejde lidt på en artikel, hjælpe Patrick med noget database-halløj og så skulle jeg ind til byen. Vejret var for en gangs skyld godt, så jeg gik derind. Inde i byen fik jeg købt et buskort til 109 CHF, men så er det også gyldigt i en måned frem, og så fik jeg mig også lidt frokost. Alle steder var folk meget flinke og hjælpsomme… og kunne faktisk også engelsk, selvom jeg forsøgte mig på tysk med at købe frokosten 🙂
Hjemme igen et par timer senere fik Patrick og jeg den idé at hytten skulle gøres ren, så da Tina ankom om aftenen flød gangen med hvad vi kunne få hevet ud af skabene, og det var ikke så lidt sære ting vi fandt 🙂 Senere skulle vi købe ind, men da Patrick var nødt til at blive hjemme og vente på at en internet-auktion han var med i sluttede!, blev det Tina og mig der gik på indkøb… troede vi da. For da vi endelig havde gået de 15 minutter i silende regn (dog med paraplyer denne gang) så var der lukket, så vi kom tomhændede hjem. Dog var der stadig mad nok til at lave noget spiseligt til aften, men hvis der bliver spaghetti igen i morgen så går jeg amok 🙂 Der blev også skuret og skrubbet ude på toilettet og i morgen, og de næste par dage, kommer turen til resten af lejligheden, for der er ærligt talt lidt klamt visse steder her 🙂
I morgen står den så også på første besøg hos IBM hvor jeg skal mødes med et par stykker for at finde ud af hvilke projekter jeg skal arbejde på. Det bliver meget spændende tror jeg, men det vil tiden jo vise i morgen.