• Okay, det kan godt være at min skærm er lidt defekt, men jeg prøver nu alligevel at skrive lidt om hvad der sker hernede. Jeg undskylder på forhånd stavefejlene, men jeg har lidt svært ved at se hvad jeg selv skriver 🙂

    Det har været en hård uge. Jeg har fundet ud af Erasmus Student Network også har en afdeling hernede, der trives i bedste velgående, og de har holdt et par arrangementer i denne uge. Først velkomstfest onsdag aften, torsdag aften det ugentlige møde med IAESTE som derefter endte hos endnu en Erasmus fest, fredag tog jeg det stille og roligt, for lørdag holdt Erasmus endnu en fest, som jeg føst var hjemme fra kl. 4 i morges. Tak vintertid 😉

    Jeg må indrømme at jeg er ved at falde godt til her. Det tager åbenbart lige de par måneder før man begynder at kende folk hernede, og ikke føler sig som en fremmed. Det gælder både på arbejdspladsen og i fritiden. Jeg tror såmænd godt at jeg kunne klare at skulle blive boende her. Folk er venlige og mentaliteten minder meget om den danske… hvis blot jeg kunne få flyttet venner og familie fra Danmark med 🙂 Nej, jeg føler mig nu stadig mere hjemme tilbage i DK, men jeg har heller ikke travlt med at komme væk herfra.

    I går hjalp jeg Niek med at flytte (igen) og denne gang bor han i en lejlighed tæt på Langstrasse. Udover at være et gå-i-byen sted, så er Langstrasse Zürich’s “red light district” og i stueetagen til den lejlighed han bor i, er der ligefrem et suspekt sted hvor man ikke er i tvivl om hvilke ydelser de tilbyder. De arbejdende det sted stod da også i døråbningen og så til, mens vi tømte bilen og da vi hev to madresser ud af bilen og begyndte at gå over mod huset med dem, tænkte de nok “dumme turister… dem behøver man altså ikke selv at tage med” 🙂 Og nu ved jeg godt hvad I tænker, men ja… man kan faktisk godt have to madresser i en rusten Opel Corsa 🙂

    Jeg ville egentlig skrive mere, men jeg bliver træt i øjnene af at kigge på denne skærm, så jeg stopper nu. Jeg skal også hjælpe Niek med at flytte de sidste ting i dag. De ting der ikke kunne være i bilen, som fx sengen.

    Hyg jer derhjemme. Jeg ser jo nok de fleste af jer om et par uger, hvor jeg tager et lille smut hjem.

    Posted by Michael @ 11:34

Der er lukket for kommentarer.