Det ser ud til at jeg kan fortsætte i serien “tåbelig dansk lovgivning”. Nu har CopyDan fået indført en afgift på USB sticks så de stakkels kunstnere også får penge fordi folk kopierer deres musik over på disse medier. De håber desuden at udvide det til også at dække harddiske, og med vores politikere her i landet er jeg slet ikke i tvivl om at de nok skal få den igennem. Der er flere tåbelige ting her. For det første kan USB sticks bruges (og bliver brugt) til at gemme alle typer data på, og jeg er også ret overbevist om at de færreste bruger dem som deres primære medie til at gemme musik på. Det samme med harddiske. Alle har en harddisk i deres computer, hvad enten de kopierer musik eller ej. For det andet, så siger de at det er ulovligt at kopiere musik men der skal afgift på medier alligevel? Så ikke nok med at jeg skal betale for at få min musik, så skal jeg også betale for at kunne opbevare den bagefter. Jeg ser dette som en blåstempling af piratkopiering at afgiften lægges overpå mediet i stedet for på værket. Hvis det var ulovligt så må de jo regne med at folk ikke gør det, og derfor var der ingen grund til at lægge en afgift på. Nu kan jeg piratkopiere med god samvittighed, da jeg jo har betalt for det i forbindelse med køb af medier. For det tredje, så burde nogen have lært af sagen med afgifter på blanke CD/DVD medier. Hvad gør folk når den slags bliver dyrere i Danmark og grænserne er åbne? Jamen de køber da i Tyskland eller England. Det gør jeg, sammen med langt de fleste danskere, så i stedet for at få penge til den danske stat gennem moms og skat fra forhandlerne, så får de nu intet. Selv Skatteministreriet påpegede i en undersøgelse fra 2004 at den var helt gal på dette område, men det ser ud til at musikbranchen efterhånden har større magt end staten. Og det er ikke kun i Danmark.
Man burde gå ind i politik, hvis ikke det var fordi at man nok alt for ofte ville ende med at sidde og slå hovedet ned i bordet over alle de ignoranter man skulle omgås til dagligt 🙂 Desuden vil ingen nok tage dig alvorligt hvis du begynder at diskutere disse ting i stedet for skattestop eller udlændingepolitik. Hvor mange kan fx fortælle mig hvad de enkelte partiers holdning til et område som softwarepatenter er? Her skylder vi fx alle Dansk Folkeparti en stor tak fordi de var hovedårsagen til at loven omkring softwarepatenter faldt til jorden i EU. Den bliver dog taget op igen meget snart, så det er værd at følge med her. I hvert fald for mig, da intet parti der støtter denne tåbelige idé nogensinde vil kunne få min stemme.