Af og til synes jeg lige at folk skal plages med hvad jeg har fået anskaffet mig af ny musik som jeg rent faktisk hører, og nu er det sørme blevet tid til at gøre det igen 🙂
Nightwish -- Dark Passion Play: Nyt Nightwish album med ny forsanger efter at de sparkede Tarja ud for et års tid siden. Den nye forsanger hedder Anette Olson, og hun synger jo ganske glimrende. Dog har hun ikke samme specielle stemme som Tarja havde, så mange af deres sange på det nye album lyder lidt mere mainstream end de gjorde tidligere. Dog ændrer det ikke på at der er flere gode numre på det nye album. Især fortjener nummeret The Poet And The Pendulum at blive fremhævet. Som en sidebemærkning kan nævnes at de spiller i København i slutningen af november.
Soilwork -- Sworn To A Great Divide: Så er Soilwork på banen igen. Deres sidste album Stabbing The Drama var lidt mere ovre i det melodiske i forhold til deres bedste(?) album Natural Born Chaos som var produceret af Devin Townsend. Denne gang er Townsend tilbage, men dog kun som producer på vokalen. Derudover har Soilwork også skiftet guitarrist, men det ændrer ikke ret meget på deres lyd. Albummet følger stilen fra Stabbing The Drama og kan både diske op med mere melodiske numre som Exile, men også levere den mere hårdtslående vare i fx The Pittsburgh Syndrome som er et af mine favoritnumre fra albummet. Hvis man kunne lide Stabbing The Drama så er der gode chancer for at man også synes om dette album. Det gør jeg i hvert fald 🙂
Serj Tankian -- Elect The Dead: Folk kender nok Serj som forsanger i bandet System Of A Down, men efter deres sidste to albums Mezmerize og Hypnotize, valgte SOAD at tage et par års pause, og Serj begyndte i stedet at arbejde på et soloprojekt, som denne CD er resultatet af. Lige fra første nummer er man ikke i tvivl om hvem der har lavet det, da Serj har en meget karakteristisk stemme, men hvis man kunne lide den fra SOAD, så kan man nok også her. Musikken er ikke lige så hård som mange af SOADs numre, men er lidt i stil med SOAD numre som fx Soldier Side og Lost In Hollywood. Det er ikke givet at man som SOAD fan vil synes om dette album, men hvis man kunne lide den til tider lidt blødere side af SOAD, så er der en god chance for det. Jeg er i hvert fald faldet for albummet.
