• Så skal der løbes… eller i hvert fald spadseres!

    Jeg har i går tilmeldt Team HvordanKonservererManBedstEnBanan til årets Danisco Cup. Det er et motionsløb der løbes over fem runder fra januar til april, hver runde på fem kilometer. Den samlede stilling efter alle fem runder, afgøres af tiden på de tre hurtigste runder, hvor tiden på hver runde er den samlede tid for de fem hurtigste deltagere. Forvirret? 🙂

    Holdet består, foruden af mig selv, af Hans, Jonas, Agnes, Claus og René. Kravet er at minimum fem deltagere stiller til hvert løb, hvilket kan give os et problem, da Jonas og Agnes ikke kan være med til anden runde, af grunde jeg ikke forstår (TV-2 koncert (allerede der stopper min forståelse 😉 i Aalborg dagen før, når de alligevel spiller to gange i Århus ugen efter). Dog burde man kunne ændre holdet fra runde til runde siger de, men det kan man altså ikke. Man skal fra starten af sige hvem der deltager i alle fem runder. Meget let at forudse skader og sygdom op til tre måneder i forvejen… Nå, den tid den sorg. I hvert fald er vi nu klar til første runde, der finder sted på søndag.

    De fem runder er:

    1. 13/1: Marselisborghallen
    2. 3/2: Marienlund
    3. 17/2: Brabrandhallen
    4. 9/3: Stadion Allé (NRGi Park)
    5. 15/4: Musikhuset

    I går skulle jeg så lige ud og teste formen, og det blev da til lidt over fem kilometer løbet ud i et stræk inden jeg var hjemme. Problemet var så bare at det vist var mere end mit højre knæ kunne klare, efter at jeg for nogle år siden vred om på det, da jeg stod på skøjter. Resultatet er i dag, at det gør ondt når jeg støtter på det (dog ikke når jeg bare bøjer det) hvilket kan, hvis det ikke bliver bedre, sætte en stopper for mit løb på søndag. Men pyt… så går jeg da bare ruten. Så kan jeg følges med Jonas :p

    Vi vil i bedste professionelle stil få fremstillet t-shirts til alle deltagere. Designet er klart, og de er bestilt, men medmindre det går meget hurtigt, så må vi nok indse at vores første løb bliver som anonyme (sikkert ret godt taget vores nuværende form i betragtning) men herfter skulle vi gerne have vores fantastiske t-shirts til de sidste fire runder. Her er motivet der kommer til at præge fronten. På ryggen kommer deltagerens alias, samt holdnavn, til at stå.

    HKMBEB logo

    Go Team HvordanKonservererManBedstEnBanan! Selvom vi har vores stjerneløber Hans med på holdet, så satser jeg kraftigt på at vi snupper den samlede sidsteplads i kategorien 5 kilometer for mænd (sorry, Agnes 🙂

    Posted by Michael @ 14:06

1 kommentar til Danisco Cup 2008

  • Jonas siger:

    Hov -- jeg forventer minimum at løbe sammenlagt 1 af de 5 km, kom ikke her 🙂