Der er desværre mange der stadig har en e-mail adresse hos Hotmail. Hvis den ender på @hotmail.com eller @live.com, så er du en af de uheldige. Hvis en af dine venner har sådan en adresse, så er I begge uheldige, for der er nemlig ingen garanti for at du kan sende mails til vedkommende. Jeg kører selv to mailservere, og har nu forgæves over længere tid prøvet at gennemskue, hvordan Hotmail håndterer de mails de modtager.
En sjælden gang imellem havner mailen i modtagerens indbakke. Hvis dette sker, så føl dig lige heldig et øjeblik. Oftest sker der dog det, at mailen havner i “junk” folderen hos modtageren. Hvorfor dette sker, er et godt spørgsmål. Mailserverne jeg kører, er sat op efter alle gældende RFC’er og har endda både SPF (eller SenderID som Microsoft kalder det) og DKIM. Den første har Microsoft selv kæmpet aktivt for at få indført, men lige lidt hjælper det. Hvis jeg lige tager de paranoide briller på, så kan jeg se to grunde til dette:
- Da mails sendt fra en Hotmail bruger til en anden Hotmail bruger, sjældent havner i junk folderen, så prøver Microsoft at få flere folk over på deres platform, ved at sørge for at den eneste pålidelige måde at sende til en anden Hotmail bruger på, er ved selv at være Hotmail bruger.
- Microsoft er partnere med et par firmaer, der tilbyder at man (mod betaling) kan få godkendt sin server som en der ikke sender SPAM. Microsoft lover så, at hvis ens server er er godkendt hos dem, så er der en mindre risiko for, at ens mail havner i junk folderen hos modtageren.
Jeg tror ikke så meget på 1’eren, men 2’eren lyder desværre alt for sandsynlig i mine ører. Det er en måde at få folk til at betale for en service, som egentlig ikke burde være nødvendig.
Desværre sker det også ret ofte, at mails til en Hotmail bruger slet ikke når frem! Hverken i indbakken eller i junk folderen. Hvorfor ved vist kun Microsoft selv, men det ser ud til at de kører en slags filter, og hvis mailen ikke kommer igennem det, så når den ikke engang til modtagerens junk folder. Korte mails med få linjer kommer sjældent frem, mens et svar på en mail sendt fra en Hotmail bruger, næsten altid kommer igennem. For “normale” mails, har jeg endnu ikke kunnet finde en regel at forholde mig til. Nogle gange kommer de igennem, andre gange ikke. Det er den værste situation, for modtageren får ingen mulighed for overhovedet at finde ud af at du har sendt en mail, og du får ingen besked om at den ikke er leveret.
Så har du sendt en mail til en Hotmail bruger uden at få svar, så er din mail sikkert bare aldrig nået frem. Hvis du søger på nettet, kan du finde adskillige folk der beskriver de samme problemer. Pinligt at et stort firma som Microsoft ikke kan finde ud af at levere en pålidelig mailservice, når deres konkurrenter på det område som Yahoo og Gmail tilsyneladende ikke har de store problemer med det. Desværre har det stået på i lang tid, og jeg tror ikke på at der kommer en løsning, så det eneste jeg kan opfordre folk til er følgende: Hvis du har en Hotmail adresse, så skift nu! Hvis du kender nogen der har en Hotmail adresse, så gør dem en tjeneste og bed dem skifte til en anden udbyder nu! Det er gratis, og de vil rent faktisk kunne modtage de mails man sender til dem.