• Så sidder jeg atter i toget mod København, og har nogle minutter (læs: timer) jeg skal have til at gå. Derfor kommer der nu lidt mere i min blog. Formålet med min rejse derover er denne gang at deltage i konferencen privatliv på profilen. De af jer der kender mig, ved nok at emner som privacy og datasikkerhed har min store interesse, så det bliver interessant at se hvilket program IT og Telestyrelsen har fundet frem til denne konference.

    Det starter dog ikke så godt. I bedste “hele Danmark er København” stil, har de valgt at lægge konferencen kl. 8:00 tirsdag morgen. Mange tak siger os, der kommer fra andre dele af landet. Så i stedet for at stå op kl. 3 i nat(!) for at nå det til tiden, så har jeg valgt at tage derover i dag, overnatte på CrapInn, og så være nogenlunde udhvilet i morgen.

    Jeg er dog kommet lidt sent afsted, så det bliver først ca. 0:30 jeg er i København. Årsagen er, at der var generalforsamling i min andelsboligforening kl. 19, som jeg gerne ville være med til. Det skulle jeg måske ikke have gjort, for nu endte jeg pludselig med at blive formand for bestyrelsen. Nå, men en af de andre andelshavere vil overdrage mig mappen og sætte mig ind i tingene engang inden for ikke ret lang tid. Vi sad og kiggede lidt underligt på hinanden under mødet, da vi begge mente at vi havde set hinanden før. Det har vi nu nok også, da det viste sig at vi havde et overlap på to år, hvor vi begge gik på Aarhus Katedralskole, men jeg tror nu vi kender hinanden bedre end bare det. Nå, det må vi lige finde ud af senere. Ellers gik mødet fint. De andre andelshavere var flinke, og virkede ret fornuftige, hvilket jo er et hit når man skal træffe beslutninger sammen med dem.

    I lørdags var jeg ude og se på blandt andet en skohylde, planter og tæppe til min lejlighed. Det blev dog ikke den store success, da jeg havde glemt at tage mål af lejligheden, så jeg turde ikke købe hverken hylde eller tæppe, af frygt for at det ikke kunne være der. Derfor endte det med en fin plante, samt en lampe til at hænge på væggen. Planten er endt med at stå et helt andet sted, så måske får jeg brug for en til, til at fylde det andet hjørne af stuen op. Lampen ser lidt underlig ud, men lyse, det kan den, og egentlig er den da også ganske pæn.

    Med hensyn til mit hi-fi anlæg, så kom jeg også videre med det, da jeg har fået sat min Logitech Harmony 895 fjernbetjening til, og konfigureret den nogenlunde. Det betyder nu, at jeg kan trykke på en knap, der hedder “Se TV”, og så tænder TV’et, forstærkeren, kabel TV boksen, TV’et skifter til den rigtige indgang, og det samme gør forstærkeren. Alt dette ved tryk på en enkelt knap. Det er da smart 🙂 På samme måde er der knapper til at høre musik, spille Wii eller PS3, se DVD/Blu-ray film, eller høre radio. Derudover kommunikerer fjernbetjeningen via radiobølger med udstyret, så de komponenter der larmer lidt, kan blive stående inde i skabet, og stadig betjenes. Og sidst, men ikke mindst, så ligger der nu kun en fjernbetjening på bordet i stedet for fire. Indtil videre så er der fem stjerner til Logitech for det produkt.

    Ellers er der vist ikke så meget at sige i denne omgang. Jeg vil nu tygge mig igennem en eller anden underlig kiks jeg har fået. Det er godt at vide, at man får noget ekstra ud af sin DSB 1′ billet.

    Posted by Michael @ 21:45

Der er lukket for kommentarer.