Det er længe siden jeg har skrevet noget her, men enten har jeg ikke haft tiden til det, eller også har der ikke været noget spændende at skrive om. Sandheden er nok en blanding af begge dele. Her hvor juleferien dog har sat ind, så vil jeg lige bruge et par minutter på at skrive noget.
Jeg kan da starte med den gode nyhed, at jeg i går fik besked om at en artikel (Practical Short Signature Batch Verification) jeg har skrevet sammen med mine medforfattere, er blevet accepteret på RSA konferencen i San Francisco næste år! Det bliver dog ikke mig der skal præsentere den, men derimod en af de andre, der alligevel er på de kanter. Desværre betyder det også at der ikke længere er flere artikler i støbeskeen, og så længe jeg bliver hvor jeg nu engang har fået arbejde, så ser der heller ikke ud til at komme det foreløbig. Det er jo egentlig mig selv der har valgt det, men jeg kan da godt mærke at jeg savner at arbejde med noget af det, som jeg har brugt så mange år på at dygtiggøre mig indenfor. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg synes, at mine kvalifikationer er lidt spildt på det jeg går og laver til dagligt. Det må jeg så bare kæmpe lidt for at ændre på…
Faktisk fik jeg for nyligt et jobtilbud om at blive Patent Examiner indenfor sikkerhed og kryptologi, hvor jeg skulle vurdere om de ting folk søgte patent på indenfor det område, var noget der reelt var nyt, eller om det var velkendt i forvejen. Det kunne helt sikkert være spændende, men det ville så kræve at jeg skulle flytte til udlandet, og det er jeg p.t. ikke indstillet på -- især ikke med så kort varsel som de havde forestillet sig. Et andet problem ville også være, at jeg generelt er modstander af patenter indenfor det område, så det ville måske være lidt underligt hvis jeg skulle til at arbejde med det 🙂
Nå, men hvad jeg har jeg ellers lavet? Jo, jeg har været til et par julefrokoster, ordnet endnu mere ved min lejlighed (ja, der kommer snart et par nye billeder herfra), spillet Guitar Hero World Tour (og har fundet ud af at mine evner på trommer er på niveau med en 3. årigs på grydelåg) og har også fået lavet et lille script til at skjule din e-mail adresse på en webside (ja, jeg ved der findes hundredevis af den slags, jeg ville bare også se om jeg kunne lave et).
Det var vist det herfra i denne omgang. Mere følger forhåbentlig snart.