• I mandags (også kaldet 2. pinsedag) var min gode ven Jonas‘ fødselsdag (peber!) , og i dagens anledning havde han inviteret mig, vores kærester og en af vores venner til De Termiske Bade ved Hotel Vejlefjord. Og hvad er det så? Jo, jeg kan da starte med at citere fra hjemmesiden: “Syv bassiner og sansebrus med dråber og stråler er bygget af granit i brynet af bøgeskoven. De store flader af natursten former bassiner, huler og gange i termerne. Hvert bad, hver hule, hvert rum i Vejlefjord Kur og Spa byder på en sanseoplevelse for sig”.

    Vi kørte fra Århus om formiddagen, og tog ind til Vejle for at spise frokost. Underligt nok så var der stort set ingen mennesker i byen, og et øjeblik frygtede vi at Vejle var blevet til en spøgelsesby uden at nogen havde informeret os om det. Det var dog ikke tilfældet, så vi fik vores frokost inden turen gik til de termiske bade. Her fik vi udleveret badekåbe og badetøfler, og så gik turen til omklædningen hvor vi under rigtig fine forhold kunne vaske os inden vi skulle ind i termerne. Det er svært at beskrive termerne, men der var et større bad i midten, og rundt omkring var der mindre bade med hver deres særpræg, som fx duft, lyd, lys, varme, kulde eller skov-badet der var udendørs i udkanten af skoven. Udenfor var der også en sauna og en stor spand med iskoldt vand man kunne hælde i hovedet på sig selv… eller de andre man fik overtalt til at stille sig ind under den 🙂 Der var også en aromasauna indendørs, samt et dampbad inddelt i tre rum der blev varmere og varmere jo længere ind man kom.

    Den klare favorit var for mit vedkommende ild-badet. Et forholdsvist lille bad, hvor der var ret mørkt, væggene var farvet røde og vandet var 42 grader varmt. Her kunne man rigtig slappe af, og når det blev for varmt, så lå is-badet lige overfor. Et bad hvor alt var malet i blå farver, og vandet var 8 grader “varmt”. Skov-badet var dog heller ikke at kimse af… det var der forresten ingen ting der var. Åh jo, det skulle lige være “sommerregn”. En kort tunnel der skulle forestille at man stille blev regnet blidt på af sommerregn, men som mere føltes som om der var sprunget et vandrør et sted i bygningen.

    Efter at have prøvet de forskellige bade adskillige gange, og brugt over tre timer så måtte vi hellere komme hjem inden vi udviklede svømmehud mellem fingre og tæer. Vi kom dog ikke derfra uden først at skulle gå en lille tur i skoven rundt omkring hotellet.

    Lige da vi skulle afsted blev der sagt is og kage et par gange, så vi blev nødt til at stoppe i Horsens på vejen hjem, og finde en café hvor vi bestilte fem gange varm kakao, og fem gange dessert. Dejlig sund og nærende aftensmad. Efter at have kørt den nok mest upraktiske vej hjem fra Horsens som man kan (indenfor rimelighedens grænser), ankom vi ret trætte til Århus om aftenen. En super afslappende dag, og jeg kan klart anbefales at man prøver at besøge de termiske bade.

    Posted by Michael @ 21:41

Der er lukket for kommentarer.