I offentlighedens tjeneste bringer jeg her en opskrift på en jordbærtærte, jeg har bagt ved flere lejligheder. Opskriften er oprindeligt fundet et sted på nettet, som jeg desværre ikke husker længere, og så har jeg har tilpasset den lidt hen ad vejen. Lad jer ikke skræmme af den lange liste nedenfor. Den er faktisk ikke svær at lave. Håber I synes om den 🙂
Ingredienser
Mørdej:
125 g smør
125 g hvedemel
25 g flormelis
1 spsk. vanillesukker
Marcipankant:
200 g marcipan
40 g flormelis
Mazarinmasse:
50 g marcipan
50 g sukker
50 g smør
2 æggeblommer
Chokoladebund:
50 g mørk chokolade
5 g smør
Cremé:
1 æg
3 spsk. sukker
1 spsk. Maizena majsstivelse
1 spsk. vanillesukker
2½ dl mini- eller skummetmælk
Andet:
400 g friske jordbær
200 g ribsgelé
Tilberedning
Dej:
- Bland hvedemel, flormelis og vanillesukker i en stor skål
- Smuldr smørret i skålen, og saml dejen
- Stil dejen et køligt sted, evt. i køleskabet
Marcipankant:
- Smuldr marcipanen i en skål
- Hæld flormelis i og ælt det sammen til du får en lys marcipan ud af det
Mazarinmasse:
- Smuldr marcipan og smør i en skål
- Tilsæt sukker og æggeblommer
- Rør det godt sammen til en klistret masse, evt. med en stavblender
Tryk dejen ud i en tærteform så den dækker bunden jævnt. Tag marcipankanten (som ikke er en kant endnu) og rul den ud til en pølse med samme længde som tærteformens omkreds. Læg marcipanpølsen rundt i kanten og tryk den flad op ad siderne. Lav med ca. 1 cm mellemrum små hak i toppen af marcipankanten med en kniv. Hæld mazarinmassen ud i formen og fordel den nogenlunde jævnt på bunden. Stil tærtebunden ind i en 200 graders varm ovn, og bag den i ca 12-14 minutter.
Cremé:
- Pisk æg, sukker, majsstivelse og vanillesukker sammen i en gryde
- Hæld mælken i og kog langsomt op under omrøring
- Tag cremén af kogepladen når den er blevet tyk og drys med sukker
Lad tærtebunden og cremén køle af i et par timer -- gerne i køleskab.
Chokoladebund:
- Smelt chokoladen over et vandbad sammen med smørret
Fordel den smeltede chokolade jævnt over tærtebunden, og lad den køle af til chokoladen stivner. Put herefter cremén ovenpå chokoladen. Skær jordbærene i halve og dæk cremén med dem (spis de jordbær du evt. har tilovers). Smelt ribsgeléen i en gryde, og lad den køle lidt af under omrøring. Hæld den derefter over jordbærene så de så vidt muligt er helt dækkede. Lad tærten køle af.
Velbekomme! 🙂
MUUUMS:)
Det er en lang opskrift, men resultatet ser flot ud.