Der var fire, der var tre, der var to, der var… Nej, så skulle vi heldigvis ikke længere ned, men ud af de fire personer vi var tilmeldt til Xtreme Mandehørm løbet på holdet De Sløve Bananer, så var det kun 2 af os der rent faktisk var klar til at løbe i lørdags. Det er fjerde år at De Sløve Bananer stiller op, og beretninger fra løbene i 2009, 2010 og 2011 findes allerede her på bloggen. Det første år fandt løbet sted ved Væddeløbsbanen, men i år var det, ligesom de forrige to år, ved Århus Firmasport løbet startede, og festen bagefter fandt sted.
Nå, men efter at Thomas og Lars havde meldt fra, og Jonas var skadet og slet ikke tilmeldt løbet i år, så var det kun Kent og mig der stillede op på en regnvåd lørdag. Det betød så også at vi ikke kunne få en holdtid, da det kræver at tre deltagere på holdet gennemfører løbet, men så kunne vi jo bare deltage som individuelle løbere. Jeg havde prøvet at lokke kollegaer og venner til at tage en af de ledige pladser, men de 1) syntes ikke lige var noget for dem, 2) havde andre planer, eller 3) syntes at jeg var skør.
Det havde øsregnet hele natten, og formiddagen med, så alt var vådt og meget mudret. Meget af løbet foregik i det område hvor der bygges en udvidelse til Skejby Sygehus, så der var masser af udgravninger, det vil sige jord og ler der blev til mudder når det havde regnet så meget som det gjorde. Faktisk fik vi lov til at indvie en af de nye veje der bygges derude… eller, det vil sige at vi var lidt tidligt på den, for vejen var slet ikke bygget færdig og den havde i hvert fald ikke set skyggen af asfalt endnu 🙂
Regnen stilnede heldigvis af da vi nåede derud, og efter at have fået vores t-shirt, så afleverede vi vores baggage og gik til startområdet, hvor der snart var underholdning. Af en eller anden grund havde de valgt at underholdningen skulle være nogle ryttere der red military. Det eneste jeg dog kunne se af det var en hest der løb langt væk og sprang over en forhindring. Jævnt kedeligt, så det så vi ikke ret meget af. De reklamerede dog også for deres military sport ved at sige at de havde en udstilling, som de dog ikke havde taget med. I stedet for ventede vi nu bare på at det blev vores tur til at løbe ud på de ca. 12 km.
Starten gik, og så var det ud i mudderet. Rigtig meget mudder! Vi startede dog først med en little tur hen over græsset, så gennem en container fyldt med bildæk, og herefter kom den første lille vandpyt. Man skulle tage to sække med sand, og så bære dem igennem vandet, før man kunne løbe videre. En ny forhindring, men det var også en af de få nyheder der var i år. De værste forhindringer var dog dem regnvejret havde skabt. Der var en del ret dybe mudderhuller (muddersøer er nok en mere passende beskrivelse) man skulle igennem og skrænter man skulle op ad, og jeg frygtede ofte at mudderet var ved at æde mine løbesko. I det hele taget tog det meget på kræfterne at løbe i mudder, og når man endelig havde en lille pause fra mudderet, så vejede ens sko ca. 4 kg ekstra. Der var rundt regnet tre slags mudder man løb i på ruten. Den ene slags var noget tykt leragtig mudder, der sugede ens fødder fast og var ved at rykke skoene af en for hvert skridt. Den anden slags mudder var noget meget tyndt ler og jord, som ofte var ret dybt og som skyllede grus og småsten ned i ens løbesko. Den tredje slags mudder var den man fandt på skovstierne. Et relativt tyndt, meget glat, lag mudder, der gjorde at ens fødder gled i alle mulige forskellige retninger for hvert skridt man tog.
Der var dog også andre forhindringer på ruten, hvoraf de fleste var gamle kendinge fra de foregående år. En container fyldt med vand (dog ikke så meget vand som sidste år), rør man skulle kravle igennem, bukke man skulle hoppe over, en væg der skulle klatres over og en slidske med brun sæbe man skulle rutsje ned af. Vi var også blevet lovet at der var en ekstra forhindring på ruten som var frivillig, men tog man den så var man med i lodtrækningen om en ekstra præmie. Den var dog lidt af et anti-klimaks, for den bestod blot af en ekstra vel ca. 700 meter gennem en skov og under et par snore, men selvfølgelig skulle den da med. Kun tøsedrenge springer over 🙂 Et andet nyt tiltag var at der nu var et væskedepot på ruten. Jeps, efter 6 km passerede man en ølbod hvor man kunne få en (lille) fadøl. Super initiativ!
Hen mod slutningen af løbet skulle vi forcere en relativt stor sø, med meget koldt vand. Hvor koldt det var, blev understreget af følgende citat fra en af de andre deltagere på vej gennem søen: “Hvis jeg skulle tisse nu, så ville tisset slet ikke vide hvor det skulle komme ud henne” 🙂
Jeg var til tider presset, men det var mest når det gik op ad bakkerne, og ellers løb jeg det meste af ruten med noget overskud. Mest fordi jeg ikke rigtigt turde give den gas, og så ikke have kræfter nok til en forhindring der ventede lige rundt om næste sving. De foregående år har mit løbeur normalt registreret ruten som værende ca. 10,5 km, men i år nåede det op på næsten 13 km. Min tid blev da også langsommere end jeg nogensinde har gennemført Xtreme Mandehørm på, nemlig 1:25:02, men det siger ikke så meget. Især ikke efter jeg fandt ud af at jeg alligevel blev nr. 130 ud af 1066 deltagere, hvilket er den bedste placering jeg har opnået. Ruten var altså bare hårdere (på grund af mudderet) og længere i år end de foregående år, men tilgengæld var jeg i bedre form.
I mål var solen begyndt at titte frem, og efter at have fået noget vand (der kunne drikkes) tog jeg et bad. Det tog lidt tid at blive vasket i de få dråber der kom ud af bruseren, men det lykkedes. Herefter gik jeg ud og ventede på Kent, der kort tid derefter også kom i mål.
Festen bagefter var som den plejede. Dog var maden meget bedre end sidste år, og der var rigeligt af den. Underholdningen var (ud over et østrigsk band -- sikkert det samme som sidste år) en mekanisk tyr som man kunne prøve, og et eller andet show på scenen med nogle piger. Alle stod dog på stolene for at kunne se, og Kent og jeg gad ikke rejse os op, så vi ved faktisk ikke helt hvad der skete på scenen.
Et udfordrende løb, men det er nok snart på tide med lidt fornyelse. Især når man ser billeder fra de andre løb der er rundt omkring i landet, og hvad de har fundet på af forhindringer. Det er dog stadig et sjovt løb, og uanset hvad er jeg da også med igen næste år, og her håber vi at kunne stille med lidt flere deltagere, og måske også i lidt bedre udklædning. Faktisk var der to deltagere i år der løb i banankostumer… noget vi ellers i flere år havde overvejet at vi skulle gøre.
Mit trofaste løbeur har (selvom det nok desværre synger på sidste vers) optaget ruten, og den kan ses her på Endomondo. Jeg tog selv et par billeder og der var også fotografer på ruten, så jeg har samlet billederne i fotoalbummet. Et par udvalgte af dem kan også ses nedenfor. De er dog slet ikke repræsentative for hvor meget mudder der egentlig var ude på ruten. Der var desværre ingen fotografer der fangede os de steder hvor vi kravlede gennem ca. en meter dybt mudder.
Hejsa Michael -- dejligt at læse en recap -- og se holdbilleder 🙂
Håber at kunne være med næste år.. Fasciotomi er “booket” til primo Januar 2013 for de forbandede skinneben..
-Jonas
Flot klaret Michael!!!
I to af De Sløve Bananer må overveje om ordet sløve skal erstattes med noget mere passende 🙂