Så er det blevet tid til en lille opdatering fra det russiske igen. Konferencen går fint, her er der ikke så meget at sige. Det interessante sker når programmet er slut. Selvfølgelig kunne jeg også nævne de interessante resultater jeg bliver præsenteret for her på konferencen, men det er der alligevel ingen der gider læse om 🙂
I går var vi et par stykker der besluttede at tage i byen om aftenen, så efter at have ledt forgæves efter en bar spurgte vi om vej til en. Det resulterede i at vi endte på et diskotek hvor de fleste mænd var udlændinge, men pigerne russiske og de fleste af dem var der vist for at yde visse tjenester mod betaling. Da det ikke lige var det vi kom for, nøjedes vi med at hygge os med nogle øl. Det gik fint indtil vi skulle hjem, hvor vi blev stoppet på gaden af fem politifolk der ville se pas og papirer. Det fik de så lov til og da det var i orden spurgte de om vi havde stoffer på os. Vi sagde nej, og de ville selvfølgelig se efter. Fair nok, det fik de lov til, men da en af os rakte dem sin pung fordi de ville se den, forsvandt der lige 100$ ned i lommen hos en af dem, hvorefter de lod os gå igen. Morale: Lad være med at gå rundt med ret mange penge på dig i Rusland. Den havde jeg regnet ud, men det var der en anden der ikke havde. Det har han så lært nu.
Bortset fra det gik alt fint, men der skulle lige soves et par timer mere end normalt dagen efter 🙂