I går var jeg til VM i issparkning 2008, sammen med Jonas og Dong, som blev afholdt i Botanisk Have i Århus. Bag arrangementet stod FADI (Foreningen af Danske Issparkere) som har stået for arrangementet siden et par århusianere en dag i 1995 havde to liter vaniljeis til overs, og i stedet for at lade den gå til spilde, prøvede hvor langt man kunne sparke den med bar fod.
Kort før arrangementet startede kom der et ordentligt regnskyl, men heldigvis holdt vejret tørt resten af arrangementet, hvilket sikkert passede de mange tilskuere helt fint.
Issparkning er flere ting. Det primære er naturligvis at losse en liter vaniljeis så langt man kan, men underholdningen leveres også af de festlige udklædninger nogen af deltagere har, samt de to konferenciers, Kommentatorparret Carsten Reinholdt og Niels-Peter Henriksen. Der var tilmeldt 40 deltagere, hvilket også var det maksimale der var plads til, så der var lagt op til hård konkurrence for sidste års vinder, som jeg desværre har glemt navnet på. Han var vist svensker, udklædt som sheik og kom kørende ind på scenen i en hundeslæde med hjul. I år måtte han dog tage til takke med en 3. plads. Temaet for arrangementet var åbenbart jul denne gang, for der var både juletræ og gaver, og under arrangementet blev der spist ris’a’la mande samt sunget julesange.
Jeg ved egentlig ikke hvor meget mere man kan sige, for lige nu sidder de fleste af jer sikkert og ryster på hovedet. I stedet for vil jeg henvise jer til mit fotoalbum, hvor jeg har lagt nogle af de billeder, jeg tog på dagen. De siger mere, end hvad jeg kan skrive her.
Underholdene var det i hvert fald, så jeg kan kun anbefale at man kommer til VM i issparkning 2009, som sikkert også bliver afholdt i Botanisk Have i slutningen af festugen næste år 🙂
Vi takker for de pæne ord om årets VM, se med den 15. okt, når vi skal i Aftenshowet på DR1 kl 18
Carsten
FADI
PS. VM 2009, bliver afholdt lørdag den 5. sep kl 14