Her på det sidste har jeg endelig fået hørt lidt mere musik end normalt, og da jeg nu har både anlæg og høretelefoner der er ret afslørende overfor dårlige produktioner, så er jeg blevet mere og mere irriteret over det fænomen der populært kaldes “The Loudness War”.
Simpelt sagt så er problemet at musikindustrien producerer CD’er med højere og højere lydstyrke, hvilket sker for at få ens musik til at lyde bedre end de andres, og mere iørefaldende. Der er nemlig en tendens til at vi opfatter højere som bedre. Problemet er bare at musik på fx en CD har en maksimum amplitude der kan repræsenteres, og hvis fx et slag på en tromme allerede rammer den, så kan man ikke få den del til at lyde højere, og i stedet må man skrue op for resten af musikken. Det vil dog ødelægge musikken, da trommeslaget nu ikke er klart og tydeligt, men bare drukner i resten af musikken. I værste fald kan man forstærke lyden så meget, at man ligefrem mister dele af musikken, da de ryger op over hvad der kan repræsenteres på fx en CD. Desværre sker begge dele i praksis i stor stil.
Hvis det lød lidt forvirrende, så beskriver denne video det rigtig godt:
httpvh://www.youtube.com/watch?v=3Gmex_4hreQ
Fænomenet er blevet værre og værre med årene, og i dag er det næsten svært at få fat i noget ny musik, der ikke er ødelagt på denne måde. Denne form for efterbehandling af musikken kaldes bl.a. for komprimering, uden at det dog har noget som helst med den komprimering, der fx benyttes i mp3 filer, at gøre. Ordet komprimering anvendes bare fordi man komprimerer det dynamiske område, så alt i et musiknummer stort set har samme lydstyrke, men hvor alt er højt er intet højt, så det eneste man ender med, er noget musik der lyder flat og kedeligt, og bliver trættende at høre på i længden. Karakteristisk for den slags musik, er at man uden rigtigt at kunne sætte fingeren på det, bliver træt i hovedet af at lytte til det i længere tid.
Hvad er løsningen så? Jamen vi sidder jo med volumeknappen på vores anlæg, så hvis vi synes noget er for lavt, så skruer vi da bare op. Det behøver vi ikke have musikindustrien til at gøre for os. Et glimrende eksempel er fx Metallica‘s nye udgivelse Death Magnetic, som er komprimeret så voldsomt at den faktisk lyder ganske elendigt (lydkvaliteten, jeg er skam rigtig begejstret for selve sangene). Især da de senere lavede en ny version til Guitar Hero spillet, blev det tydeligt hvor ringe den oprindelige CD er. Se (og hør) fx bare denne video, der sammenligner CD versionen med Guitar Hero versionen:
httpvh://www.youtube.com/watch?v=DRyIACDCc1I
At dette er blevet værre gennem årene, kan man fx se ved at kigge på Iron Maiden‘s udgivelser op gennem tiden. Det bliver værre og værre, lige indtil vi når deres nyeste A Matter Of Life And Death, hvor det endelig går den rigtige vej, selvom der stadig er plads til forbedring. CD’en kan forresten varmt anbefales. Følgende video er en gennemgang at Iron Maidens materiale, så I kan konstatere ved selvhør hvordan tingene har ændret sig. Det bliver især rigtig tydeligt når vi når op i begyndelsen af 90’erne, og decideret latterligt når vi rammer år 2000.
httpvh://www.youtube.com/watch?v=KMNJEC1G-fE
Til sidst vil jeg lige nævne en organisation der hedder Turn Me Up, der er lavet for at prøve at bekæmpe denne trend. Jeg ønsker dem alt mulig held og lykke, så vi måske igen kan få noget musik, der lyder som det skal, og som man ikke bliver træt af at lytte til. Desuden har Wikipedia selvfølgelig mere om The Loudness War.
