Som ejer af en Android telefon, er det naturligvis rart at der er en masse glimrende gratis applikationer på Android Market. Der er dog også en del gode applikationer der koster et mindre beløb, men da Google har valgt endnu ikke at åbne for betalingsdelen i Danmark kan man desværre ikke købe disse… eller kan man. Jo, med et lille trick er det lykkedes mig at købe en applikation derinde (Squeeze Commander for dem der er interesserede).
Det eneste man behøver et et SIM kort fra et land hvor der er åbnet for betalingsdelen, fx USA. Man kan købe forudbetalte SIM kort over eBay for nogle få dollars. De virker så godt nok ikke i Danmark, men det er også ligemeget, for vi skal ikke bruge dem til andet end at få Android Market til at tro at vi kommer fra et land hvor man godt kan købe applikationerne. Når først man har SIM kortet, og har sat det i, er proceduren simpel: Aktiver WiFi på telefonen (ellers har du ikke dataforbindelse) og åbn Market applikationen. Nu vil der både dukke gratis- samt betalingsapplikationer op. Vælger du at købe en applikation håndteres betalingen via Google Checkout.
Når du har købt og installeret applikationen, så sætter du bare dit normale SIM kort i telefonen igen. Du kan stadig bruge applikationen uden problemer, men du skal dog have det udenlandske SIM kort i igen hvis du vil opdatere applikationen til en nyere version.
Det er ikke den mest optimale måde at købe applikationer på, men vi må klare os med den indtil Google beslutter at åbne for Danmark.
Opdatering: Det ser faktisk ud til at man godt kan opdatere applikationerne uden at skifte til det amerikanske SIM kort. Det er altså kun nødvendigt når man skal installere applikationen første gang.