Det er midt oktober, det er ved at blive koldt udenfor, og det er næsten en lige så stor selvfølge at det er ved at være tid til Xtreme Mandehørm 2011! Og det var lige hvad det var i lørdags. Vi stillede op som De Sløve Bananer ligesom vi gjorde i 2009 og 2010. Holdet bestod af de samme fire løbere som sidste år og vi var i topform. Jeg er selv i bedre (løbe)form i år end de tidligere år, Jonas har fået trænet lidt forskelligt (dog ikke rigtigt så meget løb), Kent har taget det stille og roligt og sørget for ikke at blive skadet, og Thomas skippede morgensmøgen i dagens anledning 🙂
I modsætning til sidste år hvor det var p****koldt, så var det dejligt vejr denne dag. Solen skinnede og det var stort set vindstille, så i stedet for at gå og knokkelfryse mens vi ventede på starten, gik vi bare rundt og nød det gode vejr. Sidste år fik jeg en ganske god tid, men det havde jeg ingen ambitioner om denne gang. Jeg havde aftalt med Jonas at vi løb sammen, så jeg kunne trække lidt i ham hvis det blev nødvendigt… samt selvfølgelig at vi kunne hjælpe hinanden over forhindringerne.
Sidste år varmede en stripper op for os, men i år var opvarmingen “lidt” anderledes. Kort før starten blev presseningen trukket fra foran en lastvogn, og frem tordnede et ganske kikset (helt sikkert med vilje) heavy metal band. Jeg har heldigvis glemt sangen, men omkvædet var noget med “Heavy Metal”, brølet på en meget hæs måde, og den linje hang fast i hovedet på mig da starten gik. De havde lovet at ruten i år ville være anderledes end sidste år på trods af at vi løb i samme område, og vi startede da også med at løbe ruten baglæns i forhold til sidste år. Det betød så også at de meget stejle skrænter vi sluttede på sidst, nu lå i starten før folk var blevet spredt. Det var mindre heldigt, da det skabte en trafikprop og der gik et stykke tid inden man rent faktisk kunne komme til at løbe.
Da vi kom over skrænterne løb vi lidt på kryds og tværs, og bedst som jeg havde glemt sangen som vi blev sendt afsted til, kom vi i nærheden af startområdet, og den hæse stemme der brølede “Heavy Metal” satte sig igen fast i hovedet på mig. Tusind tak! (det skal lige siges at jeg generelt er stor fan af heavy metal). Området var ændret en del i forhold til sidste år. Dengang var det primært græsmarker, men nu havde en bondemand fra helvede haft gang i sin traktor, så der var jord, mudder (meget af det) og dybe traktorspor over det hele, og man skulle træde forsigtigt for ikke at vride om på foden. Der var dog sparet lidt på bakkerne i forhold til sidste år, men tilgengæld havde de skruet sådan ca. 28 gange op for mudderet.
Jeg fulgtes pænt med Jonas, eller jeg prøvede i hvert fald på det, men af og til kom man ind på en lang linje hvor der ikke kunne overhales, og så blev vi lidt skilt fra hinanden, men det var jo ikke værre end at man kunne vente lidt længere fremme når der igen blev plads. De første ca. 7 km bød på ujævnt terræn, og de få forhindringer der var her, var ikke ret svære at passere, selvom de da lige pressede pulsen lidt op når man skulle over dem. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for at løbe i dybt mudder og ned i hver eneste grøft der var på vejen. Jo, man vænnede sig hurtigt til at have våde og tunge sko (og sokker, tøj, samt handsker). Ifølge mit pulsur (som nu er testet til at være muddertæt), og min generelle fornemmelse i kroppen, havde jeg dog masser af overskud.
Den første forhindring der er værd at nævne lå faktisk efter få km. I sig selv var den ikke speciel: Et net tæt på jorden som man skulle ned på alle fire og kravle under. Den ekstra udfordring denne gang var at der stod et par tyrolerpiger og svingende pisken over os mens vi kravlede igennem. Jeg slap fint igennem, men Jonas fik de vist ramt på 🙂 En anden forhindring var også hvor man skulle ned og kravle under en presenning. Vi så at de også havde lagt presenning ud over jorden, og det synes vi da var meget flink, for så skulle man ikke ned i mudderet. Det havde de dog kun gjort for at kunne smøre den med brun sæbe, så det var lidt glat derinde. Vores tøj sugede dog det meste til sig, så der har ikke været ret meget brun sæbe til de resterende deltagere. Iøvrigt har jeg fra Jonas at det er en dårlig idé at tørre sig i øjnene med handsker der er indsmurt i brun sæbe.
Nå, men redningen var nær, for næste forhindring var en gammel kending fra sidste år, nemlig “gennem noget ild og ned i en container fyldt med vand, der havde en bjælke på midten så man skulle have hele hovedet under vand”, og få meter længere fremme kom endnu en velkendt forhindring fra sidste år. Her skulle vi nemlig gå på et reb hen over en sø. Der var der dog ingen der gjorde, så vi gik/svømmede i stedet over. Næste forhindring var en meget dyb container man først skulle ned i, og derefter op af igen. Den var ret glat, så der var ikke rigtigt noget af betydning at stå på, og når den så også var godt og vel 3 meter høj, så var det lidt af en udfordring at komme igennem den. Tror det tog ca. 4-5 minutter før vi endelig var på den anden side.
Resten af forhindringerne var noget mindre spektakulære, men stadigvæk irriterende. Her skal især nævnes da man skulle ned fra en nok 4-5 meter høj bunker. Man skulle fire sig ned i et reb, men da vores handsker var “lidt” glatte af brun sæbe og mudder valgte vi at tage dem af. Bad idea! Man stoppede ikke farten ret meget, men tilgengæld fik man brændt fingrene godt og grundigt. Efter at have passeret bunkeren på mange forskellige måder inde i skoven nåede vi endelig ud på den sidste kilometer, og her var der ikke de store overraskelser. 1:22:59 sagde mit ur da jeg sammen med Jonas, godt mudret til, passerede målstregen. Ikke ligefrem nogen rekordtid, men det var heller ikke målet denne gang. Vi havde en sjov tur.
Hele holdets tider findes her, og samlet set blev vi nr. 155 ud af 201 hold. Min egen placering blev nr. 569 ud af 1115, hvilket i dette løb er ganske uden betydning. Mit mudderur har gjort sit bedste for at plotte ruten ind, og den kan ses på Endomondo.
Første stop efter mål var tyrolerpigerne med den store vandslange, for vi skulle lige have skyllet det værste mudder af inden vi kunne gå ind i omklædningsrummet. Jeg havde ikke taget shampoo med, men heldigvis havde vi fået en vareprøve i vores goodiebag. Der var dog ingen ekstra bukser, hvilket var lidt af en problem for en vis herre 🙂 Til vores store overraskelse var der rent faktisk lidt vand i bruserne, så vi fik taget et rigtigt (og tiltrængt) bad.
Maden kom hurtigt, og i modsætning til sidste gang var der ingen kikset stand-up komiker til at forsinke det. Maden bestod i øvrigt af noget karrysnask med svinekød, og som tilbehør var der pølser og frikadeller! Ingen stor kulinarisk oplevelse, men det var nu ganske godt alligevel. Temaet for festen var oktoberfest og underholdningen blev leveret af ingen ringere end Der Alpencowboy aus den Bergen von Tirol… Og nej, jeg har heller ikke hørt om dem før, men de kom eftersigende direkte fra Østrig, og de skabte den oktoberfeststemning som man nu ville forvente fra dem, kun kortvarigt afbrudt af præmieoverrækkelsen og en kvinde der dansede pole dance.
Da jeg kom hjem skulle tøjet vaskes, men det lykkedes ikke. Af en eller anden grund blev der ved med at komme mudder ud af det, også selvom det var 10. gang jeg skyllede det. Jeg opgav og besluttede i stedet at smide det hele (inkl. sko) i vaskemaskinen.
Samlet set følte jeg at der var færre bakker på løbsruten end sidste år, men tilgengæld var der en del mere mudder. At jeg løb den ca. 15 minutter langsommere end sidste år kunne dog også have betydning for hvor hård jeg synes at den var. Jeg er helt sikkert med igen næste år, og det er resten af holdet også. Jeg har også hørt rygter om at De Sløve Bananer måske går ind i kampen om bedste udklædning næste år 😉
Der er et par billeder fra dagen nedenfor, og endnu flere i mit fotoalbum. Prøv også om du kan spotte De Sløve Bananer blandt de mange deltagere på de officielle billeder fra dagen.
![Vores \"band\" får thumbs up](https://www.bytopia.dk/blog/wp-content/gallery/xtreme-mandehorm-2011/pic08_mini.jpg "Vores \\"band\\" får thumbs up")
