Så er det min sidste aften i Zürich. Alt er pakket på nær de ting jeg får brug for i morgen tidlig, og selvfølgelig computeren, selvom den jo nok også indgår i den kategori 🙂
I dag har jeg fået sagt farvel til folk hos IBM. Det var lidt underligt at skulle forlade det sted der efterhånden er blevet mit andet hjem hernede, men jeg tror jeg fik sagt farvel til de fleste… selv fiskede der svømmer rundt i den lille sø 🙂 Dog ikke til mine kollegaer fra krypto-gruppen, da vi mødtes i aftes til middag på et vegetarisk-indisk restaurant… jo, det smagte faktisk godt 🙂 Bagefter endte vi på en bar, men jeg valgte at smutte tidligt så jeg har en chance for at komme op i morgen.
Det var en meget hyggelig aften, og både Susan og jeg fik mange ros for vores arbejde hernede, og de lod mig da også vide at de gerne så mig hernede igen på et tidspunkt, fx til en post doc efter min Ph.D. Jeg kommer nu til at savne nogen af dem, men så igen så er der også så mange jeg savner tilbage i Danmark. Sådan er det vel at rejse rundt omkring i verdenen 🙂
Men når man nu skal forlade et sted man har været i 3½ måned (siden 28. august) så er det vel meget passende lige at gøre en kort status over opholdet, hvad man har fået ud af det, etc.
Arbejdsmæssigt: Over al forventning. Det har virkelig været fedt at arbejde med folk hos IBM Research. Især Susan skylder jeg en stor tak fordi jeg altid kunne trække på hende, når min travle vejleder ikke havde tid, og også for at være en god kollega til hyggesnak i bussen eller fredag eftermiddag når man ikke lige kunne tage sig sammen til at komme hjemad. Og det har åbenbart været gensidigt at hun godt kunne lide at arbejde med mig, for jeg har nu en invitation til at komme til USA og arbejde et par måneder på det universitet hvor hun bliver ansat fra januar, samt at hun meget gerne vil fortsætte vores arbejde via e-mail. Ellers har de andre kollegaer også været meget flinke. Nogle var lidt svære at få i tale, men det hjalp hen ad vejen. Også folk fra de andre grupper var rare at snakke med, hvilket ofte resulterede i at frokostpausen let kunne vare en time. På den anden side er det et miljø hvor mange gode idéer kommer af at folk sidder og snakker sammen. Alt i alt er jeg helt sikkert bedre rustet når jeg kommer hjem. Både fagligt, men også til at omgås personer i den slags arbejde, og til at lære af andre.
Personligt: Måske en forkert overskrift, for meget af det jeg har lært under det arbejdsmæssige har jo helt klart været af personlig karakter. Her mener jeg dog mere hvad jeg har fået ud af det jeg lavede når jeg ikke var på arbejde. Jo, jeg har fået et par bekendtskaber hernede. Niek skal jeg da helt sikkert holde kontakten med, og han kommer også til Danmark engang i næste år. Ligeledes har jeg lovet at jeg tager et smut til Holland. Jeg kommer heller ikke udenom at nævne Tina som jeg bl.a. delte lejlighed med de første tre uger af mit ophold. Meget sød pige, men desværre var hendes kæreste også rigtig flink 🙂 Vi har aftalt at vi skal mødes igen på et tidspunkt hvis vores veje krydser hinanden. Fx har jeg lovet at hvis jeg på besynderlig vis havner i Australien næste år, så skal vi mødes dernede 🙂 Der skal hun nemlig på studieophold. Jeg har også mødt mange andre mennesker, som jeg har haft det rigtigt hyggeligt med, men som jeg ikke regner med at skulle se igen, hvilket nu heller ikke gør så meget, da jeg aldrig nåede at kende dem ret godt. Dog har det også været en oplevelse at være sammen med mennesker fra så mange forskellige kulturer. Både under faglige forhold på arbejdet, og mere private forhold som fester, udflugter, etc. Til sidst har det jo også været en oplevelse at bo og arbejde i et fremmed land. Og jeg vil da sige at hvis I skal vælge et by i udlandet at bo i, så er Zürich helt sikkert ikke det værste valg man kan foretage sig 🙂
Jeg håber at i det mindste et par af jer har haft glæde, eller et eller andet, ud af at læse mine skriblerier her. Jeg fortsætter når jeg kommer tilbage til Danmark, så I er meget velkomne til at kigge forbi engang imellem.
Og for en god ordens skyld, så er her alle de billeder jeg har taget på turen. Der kommer måske et par stykker til senere, når jeg får lokket et bar billeder ud af Niek 🙂
Første lejlighed i Zürich
Billeder fra Zürich
Sustenpass
Anden lejlighed i Zürich
Rheinfall og Bodensee
Winterthur
Flims og bjerge
Leibstadt Atomkraftværk
Jungfrau
Jonas på besøg i Zürich
Vækkeurene er sat, de fleste ting er pakket og der står Red Bull i køleskabet til når jeg vågner 🙂
Det var ordene fra Zürich.
Seneste kommentarer