• Jeg har i ca. 20 år næsten dagligt været cyklist i Århus centrum, og har i den tid set adskillige eksempler på at mange cyklister ikke helt formår at følge færdselslovens ellers ret simple regler. Jeg antager naturligvis at dette blot skyldes manglende kendskab til færdselsloven, og derfor bringer jeg her en liste over de forseelser jeg oftest støder på blandt cyklister i håb om at flere får kendskab til de gældende regler.

    Lad os starte med at få en enkelt definition på plads. Færdselsloven omtaler nemlig oftest en køretøj, og da mange cyklister ser ud til at forbryde sig mod de paragraffer der gælder for køretøjer, antager jeg antage at mange ikke er klar over at en cykel også er et køretøj. I færdselsloven er det defineret således:

    • § 2 stk 9. Køretøj: indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner. Færdselsreglerne for kørende gælder, i den udstrækning de kan anvendes, også for ridende samt dem, der fører heste eller driver kreature

    Lad os tage et kig på de mest almindelige forseelser for cyklister i trafikken som jeg støder på.

    Kørsel ved lysregulerede kryds

    Modsat almindelig opfattelse blandt mange cyklister, så skal man faktisk holde tilbage for rødt lys:

    • § 4 stk 4. Trafikanter skal uanset afmærkning, der tilkendegiver ubetinget vigepligt, rette sig efter signalanlæg, der regulerer færdslen i det pågældende vejkryds.

    Der er steder hvor det er fristende at køre over for rødt, fordi der normalt er fri bane. En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal holde tilbage for, men kører man ofte over for rødt på dette sted, så har ens hjerne vænnet sig til altid at gøre det, så man vil have en tendens til at gøre det selvom der ikke er fri bane og selvom man egentlig godt har registreret at der ikke er fri bane. Det kan sammenlignes med at mange billister sætter farten ned ved højre vigepligt, kigger sig for, og så alligevel kører frem selvom de har registreret at der kom en anden bil. Det med at orientere sig bliver en refleks, der ikke umiddelbart er koblet til hvordan man reagerer på det man observerer. Jeg kan nævne flere steder i Århus hvor jeg har set cyklister påkøre fx fodgængere der gik over for grønt lys på steder hvor der normalt er fri bane på trods af rødt lys. Så hold nu bare altid tilbage for rødt lys. Det er det sikreste for alle, og så er det i øvrigt lovpligtig.

    Nogle steder er der specifikke signalanlæg der kun gælder for cyklister. Når sådan et findes skal cyklister køre efter det. Så hvis bilisterne fx har grøn pil til at køre ligeud i krydset, men cyklistsignalet viser rødt, så skal cyklister fortsat holde tilbage. Oftest er der er meget god grund til dette. Der kunne fx samtidigt være en grøn højresvingspil for bilisterne.

    Når vi nu er ved vejkryds, så kommer her en anden meget relevant regel som mange cyklister (og billister for den sags skyld) desværre oftest glemmer:

    • § 26 stk 7. Kørende, som nærmer sig eller kører ind i vejkryds, skal køre således, at der ikke opstår unødig ulempe for færdslen på den krydsende vej, såfremt vedkommende tvinges til at standse i krydset. I kryds, hvor færdslen reguleres ved signalanlæg, må den kørende, selv om signalet viser grønt lys, ikke køre ind i krydset, hvis den pågældende på grund af færdselsforholdene på stedet må indse, at krydset ikke vil kunne forlades, inden signalet har skiftet til grønt lys for krydsende færdsel.

    Med andre ord: Lad være med at køre ud i et kryds bare fordi du har grønt lys hvis krydset stadig er spærret, eller hvis du vil være en unødig ulempe for dem der stadig ikke har forladt krydset. Når der er grønt, så check om krydset er frit, og hvis det er så kør, ellers vent. Ja, det er irriterende at skulle vente et til to minutter ekstra fordi en bilist ikke overholdt §26 stk. 7, men løsningen er ikke at skabe en potentielt farlig situation ved at køre ud foran en bil der forsøger at forlade et vejkryds, eller ved at køre over i modsatte vognbane til gene og  fare for andre.

    Placering i vejkryds

    Det ser også ud til at flere cyklister har lidt svært ved at finde ud af hvor de skal placere sig på vejen, og det er måske forståeligt nok hvis man ikke har læst færdselsloven. Her er der nemlig forskel på cyklister og bilister. Den korte version er at cyklister altid skal holde til højre på den vognbare der ligger yderst til højre. Med andre ord: Altid i højre side af vejen (med de to undtagelser der nævnes nedenfor). Færdselsloven beskriver det således:

    • § 49 stk 2. Cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen. Vognbanen ved siden af kan dog om nødvendigt anvendes under overhaling, såfremt denne ikke kan ske til højre.

    Der kommer dog en undtagelse ved vejkryds hvis man som cyklist skal ligeud:

    • § 49 stk 3. Før vejkryds skal cyklist, der skal lige ud eller svinge til venstre, uanset § 16, stk. 1 og 3, fortsat holde til højre på vejen. Såfremt en eller flere vognbaner ved afmærkning er forbeholdt de kørende, der skal svinge til højre, er det dog tilladt cyklisten at placere sig ved linjen mellem den nærmeste vognbane, som ikke er forbeholdt de højresvingende, og højresvingsbanen. Cyklist, der ønsker at svinge til venstre, skal fortsætte gennem krydset til dets modsatte side og må først foretage svingningen, når det kan ske uden ulempe for den øvrige færdsel. Dette gælder uanset afmærkning, medmindre det fremgår af denne, at den gælder for cyklister. 1.- 4. pkt. gælder også ved kørsel over eller bort fra kørebanen uden for vejkryds.

    Skal man ligeud som cyklist er det altså valgfrit om man vil blive helt inde ved vejkanten (evt. i bilisternes højresvingsbane) eller om man vil trække ud i den nærmeste vognbane, der ikke udelukkende er forbeholdt højresvingende. Alle der har cyklet inde i byen i lang tid må have mødt mindst en sur billist der mente at man placerede sig forkert på vejen hvis man gjorde enten det ene eller det andet, men det er altså valgfrit. Skulle det ske, så lad dig ikke provokere, men anmod blot venligt billisten om at køre hjem og læse færdselslovens § 49 stk 3.

    En anden interessant oplysning fra § 49 stk 3. er hvordan man skal forholde sig under venstresving. Jeg ser ofte cyklister der placerer sig i venstre svingbane. Det er, som man kan læse ovenfor, forkert! Cyklister skal fortsætte hele vejen over krydset som om de skulle ligeud, men her kommer der en oplysning som de fleste cyklister nok ikke er klar over: Når man så er kommet over krydset, og der ellers er fri bane, så er det faktisk tilladt herfra at gennemføre et venstresving. Ja, fodgængere og andre cyklister der ikke kender færdselsloven ser nok surt på dig, men så sig at de skal læse færdselslovens § 49 stk 3. Det er en tilladt manøvre.

    Grunden til at denne manøvre virker forkert på mange, er at man lige inden man svinger holder sammen med andre cyklister der venter for rødt lys, men den eneste grund til at de holder der, er fordi de har overskredet deres stoplinje på trods af at de havde rødt lys, ellers havde de holdt længere bagud. Det er altså dem der gør noget forkert i det tilfælde.

    Hastighed

    Alle der har taget kørekort ved at man aldrig må køre hurtigere end forholdene og egne evner tillader det. Det samme gælder også for cyklister (da det gælder for alle køretøjer). Dog ser man ofte ejere af især racercykler der ikke helt har forstået dette. Selvom man kan køre meget stærkt betyder det ikke at man skal gøre det i tæt trafik eller steder hvor der er mange sideveje og dårligt udsyn. Giv andre trafikanter en chance for at se dig, det er alle bedst tjent med.

    Derudover skal man også som cyklist holde en passende afstand så man kan nå at standse på den del af vejen man har udsyn over. Jeg er som cyklist et par gange blevet påkørt bagfra af andre cyklister fordi jeg pludselig standsede for rødt lys eller ved en fodgængerovergang. Det sker kun fordi folk ikke holder afstand.

    Færdselsloven siger begge dele tydeligt:

    • § 41. Et køretøjs hastighed skal til enhver tid være afpasset efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Den kørende skal herved tage vej-, vejr- og sigtforholdene, køretøjets tilstand og belæsning samt færdselsforholdene i øvrigt i betragtning. Hastigheden må aldrig blive større, end at føreren bevarer fuldt herredømme over køretøjet. Der skal kunne standses på den strækning af kørebanen foran køretøjet, som føreren har udsyn over, og foran enhver hindring, der kan påregnes.

    Kørsel på fortov og fodgængerfelt

    Denne her burde være en no-brainer, men desværre ser selv denne simple regel ud til at være svær at forstå for mange cyklister:

    • § 49 stk. 5. Det er forbudt at cykle på fortov eller gangsti, medmindre andet følger af de regler, der fastsættes af justitsministeren efter § 14, stk. 4. Cyklist kan dog køre over fortov og gangsti.

    Relateret til overstående ser man ofte små børn cykle på fortovet, og når man brokker sig til deres forældre får man oftest en sur reaktion om at børn altså godt må cykle på fortovet. Kære forældre: Vis mig den paragraf i færdselsloven der siger at det er tilladt, ellers har I ikke noget at brokke jer over. Jeg venter stadig 🙂

    Forgængerfelter er for fodgængere og der har cyklister ikke noget at gøre. Ikke nok med at det er generende for fodgængere, så er det farligt. Som bilist forventer man ikke at noget bevæger sig så hurtigt på et fodgængerfelt, og et par cyklister kan i dag takke mine reflekser for at de har det godt i dag.

    Alkohol og cyklister

    Her er der mange myter om hvad man må eller ej. Færdselsloven er dog ret tydelig: Der er ingen promillegrænse for cyklister, men man skal stadig være i stand til at føre sin cykle på en betryggende måde. Hvis man har svært ved at holde balancen eller reagere hurtigt nok, så er man for fuld til at føre cykel ifølge færdselsloven. Det samme gælder også ryttere, selvom det vist er et mindre problem 🙂

    • §54 stk. 3. Cykel, hestekøretøj eller hest må ikke føres eller forsøges ført af nogen, der af de grunde, der er nævnt i stk. 2, eller som følge af påvirkning af spiritus befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde.

    Brug af mobiltelefon

    Det burde være unødvendigt at sige, men cyklister må ikke benytte håndholdt mobiltelefon mens de cykler:

    • §55 a. Førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdte mobiltelefoner.

    Denne regel er åbenbart svær for mange cyklister at forstå, så jeg gentager den lige i lidt simplere termer: Læg mobilen fra dig når du cykler! Du er ikke i stand til at overskue trafikken og reagere på farer når du kun har en hånd på styret eller har hovedet begravet i en mobiltelefon mens du cykler. Det er dumt og det er farligt, så lad nu være. Ser man en cyklist der kører som om vedkommende ejede hele vejen, og alle andre må undvige for ikke at kollidere med vedkommende, så er det et godt bud at man har spottet en cyklist der kører og skriver SMS samtidigt.

  • English, Kommentar Kommentarer lukket til English posts on this blog

    So far all posts on this blog have been made in Danish for two reasons: 1) I am danish, and 2) most readers of this blog are from Denmark. However, sometimes I have some ideas, tips or comments (usually IT related) that I feel should be available to a broader audience. Up to now I have refrained from writing these posts since most people who might be interested in reading them, would do a search on Google and would never find a danish blog entry about that topic.

    I have considered switching the blog language to english, but it would seem stupid to write posts in english that only a few people in Denmark care about. After considering possible solutions for a while, I came up with the following solution which is now implemented:

    • Technical posts that appeal to a broader audience will from now on be written in english.
    • Other posts (as well as the main language on this blog) will still be in danish. Usually these posts are of a more personal nature.
    • There is now a category called english, that will contain all english posts on this blog.

    I think this is a reasonable solution. Most danish readers might still be interested in the english posts, and they will be mixed with the other posts in danish. All non-danish speakers probably arrive here via Google and will already be on the page they were looking for, but in case they want to see if there are other posts of interest, they can just browse all posts from the english category.

  • Red Barnet samler snart ind igen, og selvom jeg tidligere har argumenteret for hvorfor en boykot er på sin plads, så faldt jeg i dag over Henrik Kramshøj’s indlæg på Version2 der (relativt) kort og præcist beskriver problemet. Jeg kan kun anbefale at man læser hans indlæg.

    Der er nu en del år siden filteret mod børneporno blev taget i brug, og i dag er det så (ganske som man forudsagde dengang, men som de implicerede parter dengang afviste) udvidet til også at inkludere fildelingstjenester, spillesider, sider der handler med medicin, og sikkert også flere. Jeg er dog temmelig overbevist om at det intet har gjort for at forhindre misbrug af børn (hvilket Red Barnet selv har brkræftet ved flere lejligheder). Hvis der er noget der har en effekt, så er det en målrettet indsats mod dem der misbruger børn, og ikke ved at blokere mindre teknisk begavede brugere fra at få adgang til det. Censur er ikke vejen frem, og at forsøge at bekæmpe børneporno ved denne form for filter, er som at stikke fingrene i ørerne og sige “la la la”.

    Opsummering: Læs Henrik Kramshøj’s indlæg omkring dette filter og Red Barnets rolle.

  • Så er det tidspunktet på året hvor samtlige danskere flokkes til hjemmesiden www.skat.dk for at se om de skal have penge tilbage i skat, eller om de skylder penge væk. Jeg var naturligvis ingen undtagelse, så jeg kiggede også forbi og så at jeg skulle have et beskedent beløb tilbage.

    Jeg vidste dog også godt at det ikke helt passede, da jeg havde haft et mindre bijob som SKAT ikke havde oplysninger om. Nuvel, jeg opdaterede min selvangivelse og skulle så naturligvis af med nogle penge. Ikke noget problem -- det var jeg som sagt godt klar over. Her kommer dog det der pisser mig en anelse af:

    Ud af de (relaltivt få) ekstra penge jeg tjente, skulle jeg betale 56% af dem i skat! 56%! Så kunne det arbejde da knapt have betalt sig at udføre. Jeg må nok konkludere, som jeg desværre egentlig godt var klar over, at det ikke kan betale sig at yde en ekstra arbejdsindsats i Danmark.

  • Flere har bemærket at jeg på et subdomæne har et mirror af siden Wikileaks, og flere har også spurgt om det ikke er ulovligt, samt hvorfor jeg gør det. Jeg vil prøve at besvare disse spørgsmål i dette indlæg. Jeg vil dog ikke her tage stilling til det materiale Wikileaks offentliggører (selvom jeg naturligvis har en holdning til det), da dets indhold ikke er den primære grund til at jeg har valgt at stille mig op sammen med over 1000 andre, og tilbyde lidt diskplads og båndbredde til sitet. Det er min klare holdning at alle skal have lov til at fremlægge de nyheder, meninger og holdninger de har lyst til, og når nogen prøver at forhindre det, så må der handles.

    Kort fortalt er sagen at Wikileaks kom under angreb da nogle personer tilsyneladende ikke brød sig om noget af det materiale de offentliggjorde. Senere stoppede deres DNS udbyder også med at hoste deres internetdomæne, og deres nye host, Amazon, opsagde også samarbejdet med dem. Samtidig undersøgte de i Frankrig muligheden for at forbyde udbydere at hoste Wikileaks’ website. På dette tidspunkt anmodede Wikileaks folk, der havde en server på nettet, om at stille lidt diskplads og båndbredde til rådighed for sitet, så det ikke ville være muligt at fjerne det helt fra internettet. Det var denne opfordring jeg valgte at følge.

    I princippet har jeg ikke gjort andet end at oprette en virtual host på min webserver, oprette en bruger der kunne uploade filer til denne, og givet loginoplysningerne for denne bruger til Wikileaks. Hvad de har valgt at lægge på den plads jeg har stillet til rådighed for dem, har jeg ikke undersøgt nærmere, men stoler på at de, som lovet, vil bruge den til at opretholde en kopi af (dele af?) deres nuværende website på wikileaks.ch. Jeg indrømmer dog også at jeg kun har læst en meget lille del af det materiale de har liggende og derfor ikke kender indholdet af alle de dokumenter de uploader. Det samme kan dog også siges om min hostingudbyder, der nok heller ikke ved præcist hvad jeg bruger min server hos dem til.

    Lad os komme til spørgsmålene. Hvorfor gør jeg det? Jeg gør det naturligvis fordi jeg støtter Wikileaks. De er en nyhedsorganisation der, ligesom alle andre af den slags, modtager materiale, undersøger deres kilder, udvælger det der skal offentliggøres, og offentliggører det. Der hvor Wikileaks adskiller sig fra de andre, er for mig primært på to punkter. 1) De præsenterer materialet i en form der ligger ret tæt på hvad de har fået udleveret og lader folk danne sig deres egne meninger, og 2) de giver deres kilder væsentlig bedre beskyttelse end andre gør, hvilket har gjort at de har modtaget materiale, som folk ikke har turdet gå til andre nyhedsmedier med. Jeg ser det som uhyre vigtigt for samfundet, at folk der er vidne til noget korrupt eller direkte ulovligt har mulighed for at få disse oplysninger ud, og mener derfor at Wikileaks opfylder et meget vigtigt formål. Når de så kommer under angreb fordi nogen blandt magthaverne ikke bryder sig om at deres beskidte aftaler, løgne og ulovligheder bliver udstillet, så ser jeg det som min demokratiske pligt at hjælpe Wikileaks med de resurser jeg nu har til rådighed.

    Er det ulovligt at give dem plads på min server? Efter min bedste overbevisning: Nej! Jeg er klar over at visse informationer de ligger inde med kan være fremskaffet ulovligt, men Wikileaks har ikke stjålet oplysningerne. De har fået dem af nogen der evt. har lækket dem, men dette er ikke ulovligt. Og nej, det er ikke hæleri -- det er baggrunden for, og en vigtig del af, meget journalistik. På dette punkt er Wikileaks ikke forskellig fra andre nyhedsmedier, der også rapporterer om disse oplysninger. At hjælpe den frie presse, kan jeg ikke forestille mig skulle være ulovligt. Jeg er klar over at der nok i fremtiden kan blive lavet love der gør det ulovligt at hjælpe den frie presse, når de skriver ting der går magthaverne imod, men den tager vi til den tid. Som Edmund Burke helt sikkert har ment, men vist aldrig direkte har sagt: All that is necessary for evil to triumph is for good men to do nothing.

  • Man har ofte hørt noget i stil med “Du skal ikke være bekymret hvis du ikke har noget at skjule” fra politikere og andre magthavere, når de vedtager nye love, øger mængden af nyttesløs overvågning, og ser stort på privatlivets fred.

    Hvordan skal vi så tolke deres kraftige modstand mod det Wikileaks offentliggører i øjeblikket? At de tog fejl og trods alt mener at man godt kan have en grund til at skjule noget selvom man ikke har gjort noget forkert, eller at de har gjort noget forkert som de gerne vil skjule? 🙂

  • Jeg har indtil videre afholdt mig fra at kommentere nyheder der handler om vores klima, men denne her er for interessant til at overse. Det ser ud til at Englands Climate Research Unit, University of East Anglia, har haft uvedkommende på besøg. I hvert fald er nogen brudt ind og har kopieret over 1000 sendt e-mails mellem klimaforskere, primært dem der i deres arbejde taler for at vi oplever en global opvarmning. En opsummering af hvad der står i nogle af disse e-mails kan læses på examiner.com, men for lige at tage overskrifterne så drejer det sig blandt andet om: Bevidst ændring af data så de passer til det resultat man gerne vil vise, tilbageholde data fra andre forskere, slette bevismateriale, bortvise skeptikere fra organisationer, og en del andre ting i samme stil. Læs selv artiklen, den er ganske interessant. Jeg ved godt at enkelte citater kan være taget ud af kontekst, men nogle af disse er nu ret svære at misforstå, kontekst eller ej. Desuden tror jeg på at konteksten er der, når man får læst samtlige lækkede e-mails.

    At skjule og justere resultater strider klart mod reglerne for empirisk videnskabelig forskning. Egentlig kommer dette vel næppe som en overraskelse. Det meste omkring global opvarmning er efterhånden blevet en religion, og kritik af den er vores dages blasfemi.

    Det bliver spændende at se hvordan denne sag udvikler sig efterhånden som man får tygget sig igennem alle de lækkede e-mails. Hvis du selv har lyst til at gå på opdagelse og danne din egen mening, så kan du hente alle de lækkede e-mails hos Wikileaks.

  • Kommentar Kommentarer lukket til AES tegneserie

    De fleste har sikkert hørt om AES, som er den “nye” standard for kryptering der afløste DES for nogle år siden. I dag anvendes AES rigtig mange steder, men ved du hvordan den egentlig virker? Hvis ikke så findes her en glimrende tegneserie her, hvor AES selv fortæller hvordan han virker 🙂

« Ældre indlæg   

Seneste kommentarer

  • Du har misforstået det hvis du tror det handler om at man b...
  • > En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal hold...
  • Currently I'm using Garmin Connect. I need a way to tra...
  • What are you using now? Before the last update I used to lo...
  • This script is obsolete. Use the renew feature of certbot in...