• Så skete det for min stationære PC herhjemme, som der så ofte sker for en Windows maskine: Efter et stykke tid er en geninstallation af styresystemet på sin plads for at få ryddet op. Den havde længe kørt Windows XP, men hvad skulle jeg installere som det næste? Windows XP er jo på vej ud, og Vista havde jeg ikke i sinde at røre ved. Da Windows 7 bygger videre på Vista, så var jeg heller ikke meget for at røre ved den, for slet ikke at tale om at den endnu ikke er på markedet. Hmm… jeg havde jo arbejdet med Linux på serversiden i mange år, og kører endda også Linux på min bærbare fra arbejdet, men hvordan ville det være at køre på min stationære, hvor jeg efterhånden har vænnet mig til et hav af Windows applikationer? Det der var kun en måde at finde ud af det på.

    Hvilken Linux distribution skulle det så være? Ubuntu som er installeret på min arbejdsmaskine, Debian som jeg kører på stort set alle servere jeg har fingrene i eller noget helt tredje. Ubuntu er glimrende, men af og til har jeg været ude for, at noget ikke virker, da de ofte er lidt for hurtige til at tage nye pakker ind. Debian var en mulighed, men på grund af deres ret faste principper når det kommer til fri software, så mangler visse ting som fx binære drivere til grafikkortet, netkort, etc. Valget faldt i sidste ende på SimplyMEPIS 8.0, der er baseret på Debian 5.0, men specielt tilpasset til desktop brug. At den så er baseret på KDE i stedet for Gnome har jeg ikke rigtigt en holdning til, men jeg har stort set aldrig brugt KDE, og er da altid frisk på at prøve noget nyt 🙂

    Første skridt var naturligvis at lave en backup af alt fra min Windows maskine, over på en ekstern harddisk. Dette skete mens ISO filen blev hentet, og CD’en brændt. Herefter var det bare at starte op fra CD’en og så var jeg inde i en live version af SimplyMEPIS, hvorfra jeg kunne vælge at installere den på harddisken. Det blev så gjort, og alt foregik uden problemer. Efter under en halv times tid, så kiggede jeg nu på brugerfladen til KDE. Første skridt var at sætte LUKS og dm-crypt til at kryptere indholdet af mit homedir samt swappartition. Ingen problemer der.

    Herefter fulgte noget roden rundt med opsætning af brugerfladen, installere ekstra programmer (hvilket var super enkelt med Synaptic pakke manageren) og finde ud af hvilke programmer jeg ville bruge til fx at afspille musik, video samt vise billeder. Jeg fandt endda også en Total Commander lignende applikation kaldet Krusader. Slet ikke så fancy som Total Commander, men absolut brugbar. Desuden er styrken ved Linux jo at man altid har en shell ved hånden.

    I løbet af de næste dage fulgte flere tweak, flere programmer blev installeret og jeg fik også gjort nogle af de lidt mere avancerede ting, som til min store overraskelse faktisk var relativt simple. Det inkluderede blandt andet at få min Canon IP5200R trådløse netværksprinter til at virke, hvilket den selv ofte under Windows ikke har været så villig til. Det gik dog let ved installation af TurboPrint, der godt nok koster et beskedent beløb hvis man vil bruge den i mere end 30 dage. En anden mere avanceret ting, var at generere (og anvende) en ICC profil til min skærm, hvilket dog kunne gøres af mit Spyder2 colorimeter, og programmet Argyll CMS.

    I det store hele var det ganske simpelt at få alt til at virke, men der var undtagelser. Fx tog det et stykke tid, at finde ud af hvordan jeg kunne afspille lyd over det optiske kabel til min forstærker i stuen, samt hvordan jeg kunne afspille AC3 filer direkte over det optiske kabel. Forsøg på encoding af video lykkedes heller ikke helt, da det viste sig at Debian (som SimplyMEPIS jo er baseret på) havde valgt at fjerne alle MPEG2/MPEG4 codecs af patentårsager. Det tog også et par timer for at få Compiz til at virke… og så lykkedes det ikke engang helt. Den starter op, men fjerner alle menubjælkerne på mine vinduer, og så er den egentlig ret ubrugelig. Det kigger jeg på en anden gang, da det ikke er specielt vigtigt. For dem som ikke lige ved hvad Compiz er, så er det en Windows Manager, der skulle lave en masse fancy effekter, lidt som folk med Windows Vista måske er vant til (3D desktop, vinduer der blævrer som gelé når man flytter dem, etc.)

    Og nu vil de fleste af jer nok spørge: “Hvad med spil”? Snakker vi Windows spil, så kan nogle af dem sikkert køre gennem WINE, men det gider jeg ikke rode med. Jeg spiller sjældent på min PC, og de gange jeg skal gøre det, så vil jeg installere Windows på en e-SATA disk jeg så kan boote fra. Så kan man også installere og teste alle mulige spil, og når de har smadret Windows godt og grundigt med alt deres DRM pjat, så smider jeg bare et friskt image på til næste gang. Den del har jeg dog ikke fået ordnet endnu.

    Der er en enkelt applikation jeg tror  jeg kommer til at savne, og måske må ende med at køre i en virtuel maskine, og det er Adobe Photoshop. Ja, GIMP er et alternativ, men det er forvirrende og uoverskueligt indtil videre. Jeg vil da give det en chance, men tror jeg kommer til at savne Photoshop. Til at håndtere RAW billeder fra mit kamera, findes et rigtig nice program der hedder Bibble, og selv til at lave HDR billeder, findes programmet med nok verdens mest åndssvage navn: Qtpfsgui. Nogle ville nok savne Microsoft Office, men selv på Windows brugte jeg OpenOffice, så…

    Alt i alt er jeg meget positiv over for Linux på desktoppen, og performance på min stadigvæk relativt OK computer, er klart bedre end jeg var vant til på XP. Det har taget nogle år at nå hertil, og der er stadig ting der kan forbedres, men taget i betragtning af at Microsoft går tilbage med Vista i forhold til XP, så går det da i det mindste den rigtige vej for Linux. En anden væsentlig detalje for mange, kunne være at udover TurboPrint og Bibble, så er alt softwaren i dette setup helt gratis.

    Og sådan ser desktoppen altså ud. Den skal jeg nok få pimpet lidt mere hen ad vejen 🙂

    Min SimplyMEPIS desktop

  • Personlig, Sjov Kommentarer lukket til Kage, mad, is og mere kage

    I weekenden tog jeg en slapper, og stak med kæresten af til Vejle, for at besøge hendes forældre. Ved samme lejlighed kunne vi så passende fejre hende og hendes fars fødselsdag. Det var en rigtig god weekend, men for dælen hvor fik jeg spist meget… lidt for meget. Lørdag kom jeg til at tage alt for mange portioner aftensmad, og søndag startede dagen kl. 10:30 med rundstykker og wienerbrød. Kl. 12:30 var der så varm mad til frokost, ca. kl. 14 var der to slags is og endelig kl. 16 var der lagkage. Dem som kender mig ved godt, at jeg normalt ikke holder mig tilbage når det kommer til mad, og denne gang var heller ingen undtagelse. Det var en mæt person, der var tilbage i Århus søndag aften.

    Men hyggeligt var det, og helt rart at være en weekend væk fra computeren og med telefonen (for det meste) slukket eller lagt langt væk 🙂

    Dilbert elsker sin telefon

  • I søndags vågnede jeg tidligt om morgenen med en irriterende kradsen i halsen, og var egentlig mest klar på at vende mig om på den anden side, og sove videre. Det var dog ikke en mulighed, da det var tid til tredje runde af Danisco Cup. Selvom jeg ikke lige følte mig på toppen, så nåede jeg den konklusion at en løbetur ikke kunne skade, og lidt frisk luft var jo sikkert sundt. Omkring kl. 9:15 sad jeg derfor på min cykel, og var på vej gennem snevejret til Jonas, hvorfra vi, sammen med René, skulle køre ud til Brabrand Hallen, hvor løbet startede fra.

    Det var en flot og kold tur i sneen nede ved Brabrand Sø, men kulden gør jo ikke noget, da det jo stort set er umuligt at fryse og løbe på samme tid. Jeg var lidt småsløj den første kilometers tid, men herefter mærkede jeg ikke så meget til det… tror jeg da. Det er jo ikke til at vide om man havde været mindre træt hvis man havde været helt frisk. I hvert fald blev tiden på 23:50, hvor jeg sidste år, på samme rute, løb den i tiden 27:21. Det hører dog med til historien at der sidste år var en strid modvind langs med vandet, så det var forventet at det i år ville gå hurtigere. Dog er det første gang jeg præsterer at komme under 24 minutter for fem kilometer. Tænk nu hvis jeg rent faktisk begyndte at løbe regelmæssigt 🙂

    Stiften var atter på plads, og tog billeder af folk. Dog har de endnu ikke lagt dem på nettet, så der er ikke noget billede af mig denne gang. I dag har jeg det ca. ligesom i går og i søndags. Halsen driller lidt, men ellers er jeg frisk nok. Så længe det ikke bliver værre end det er nu, så klarer jeg det nok.

  • Ja, det er så i dag. Nu fejrer jeg ikke Valentines dag, men for de stakler der gør, så er her lige en opmuntrende tegning fra xkcd 🙂

    Valentines day

  • Personlig Kommentarer lukket til Salg af ejerlejlighed

    Står du, eller en du kender, og mangler en lille lejlighed, så kan jeg da anbefale at du tager et kig på denne lejlighed hos Dan-Bolig. Lejligheden er beliggende i 8230 Åbyhøj og er på 25 kvadratmeter. Prisen er p.t. (så længe den er til salg hos Dan-Bolig) på 475.000 kr. De faste månedlige afgifter for vand, varme, antenne og ejerforeningen er på ca. 1000 kr.

    Jeps, det er der jeg boede før jeg flyttede for et par måneder siden 🙂

  • Nu er det onsdag, og jeg er efterhånden kommet mig efter weekenden. At det har taget lidt tid, var fordi jeg begyndte med at drikke fredag aften, vågnede nogenlunde frisk (sent) lørdag, men søndag måtte jeg op kl. 8, fordi jeg senere skulle ud og løbe Danisco Cup sammen med Jonas og René. Jeg har skrevet lidt om løbet andensteds, men kan da også lige nævne her at det gik fint. Det var koldt, blæste en del, og sneede lidt i starten, men jeg klarede da de fem kilometer i tiden 25:24, hvilket er ca. to minutter hurtigere end sidste år på samme rute. Jeg kunne nok også have gjort det et minuts tid hurtigere, hvis det ikke havde været for de mange andre mennesker, der også ville løbe samme rute. Sikkert også hvis jeg rent faktisk begyndte at løbetrænede mere end omkring to gange om måneden.

    Det lykkedes en fotograf på ruten at tage dette billede af mig. Tja, køn er man nok aldrig rigtig når man løber… heller ikke der 🙂

    Danisco Cup 2009. Anden runde ved Marienlund

    Om aftenen var der Super Bowl hos Esben. Vi tog derud kl. 19 for at se Steelers mod Cardinals. En kamp der nok på forhånd lugtede af walkover og tunge øjenlåg, efterhånden som der ikke ville være nogen tvivl om at Steelers ville køre Cardinals over. Sådan blev det dog langt fra. Steelers vandt godt nok (desværre) men det var en fantastisk kamp, der ikke var afgjort før der var 5 sekunder tilbage. Jeg var hjemme igen kl. 5:30, og så kunne det kun gå for langsomt med at komme i seng. Kl. 10 stod jeg op for at tage på arbejde, men var godt nok træt på det tidspunkt. Så skulle man tro at jeg kom tidligt i seng mandag aften, men nej… den blev henad midnat før jeg fik lagt mig under dynen. I dag er jeg dog frisk igen, og har endda været en tur til spinning efter arbejde.

    I går opdagede jeg, at Yousee havde opgraderet min internetforbindelse til de lovede 50 Mbit. Desværre er upstream hastigheden ikke oppe på de lovede 4 Mbit, så det skal der kigges på. I dag ringede en af deres teknikkere faktisk til mig for at høre om alt var i orden, og han lovede at han nok skulle undersøge hvor den manglende upstream hastighed bliver af, så det er da muligt det snart kommer til at virke som de lovede.

    50/4... eller snarere 50/2 Mbit

    Kan forresten lige som en lille ekstra bemærkning nævne, at jeg har været ansat på min arbejdsplads i netop et år nu. Startede den 4. februar sidste år. Dog har jeg været med som systemadministrator på deltid lige siden de startede op, så det er måske lidt at underdrive, at påstå at jeg kun har været der i et år.

    Så alt i alt går det fint her. Intet at klage over 🙂

  • Personlig Kommentarer lukket til Roskilde festival vs. Rock am Ring

    Så har de fra Roskilde festivallens side, endelig offentliggjort det første navn til årets festival, og det er Coldplay. Noget senere end normalt, da de plejer at have et hovednavn på plads allerede omkring nytår. Og efter så lang tid, så var Coldplay det bedste de kunne diske op med. Det har jo været sådan, at det for mig enten har været Roskilde eller Rock am Ring i år, så lad os se lidt på hvilke bands der indtil videre er offentliggjort til de to festivaller:

    Rock am Ring (udvalgte):
    Slipknot
    Killswitch Engage
    Trivium
    The Killers
    Volbeat

    Roskilde festival:
    Coldplay

    Beklager Roskilde… I er bagud 🙂

  • RSS

    Personlig Kommentarer lukket til RSS

    Nu sker det af og til at folk klager over, at jeg ikke skriver nye indlæg herinde ofte nok. Det må I nu leve med, da det svinger lidt hvor meget tid jeg har ved computeren (og om der sker noget der er værd at fortælle om), men en af årsagerne er måske at folk ofte går herind for at se om der er sket noget nyt, og så skal bruge tid på det ret ofte. Løsningen hedder, som de fleste vel egentlig er klar over, RSS. RSS gør det muligt fra et program at abonnere på ændringer fra en række sider på internettet. Når der så sker en ændring på siden, ja så får man besked i sin RSS læser, uden at man dagligt behøver at kigge forbi siden. Nederst på min blog finder du et RSS link til indlæggene, som du blot skal tilføje i din RSS læser.

    Eksempler på web-baserede RSS læsere kan være Google Reader og Bloglines, men det er også muligt at benytte et program installeret på din computer. Fx kan e-mail programmet Thunderbird også læse RSS feeds. Så vil du samtidigt med at du checker din e-mail, med det samme kunne se om der er sket ændringer her på min blog. Ganske smart.

« Ældre indlæg   Nyere indlæg »

Seneste kommentarer

  • Du har misforstået det hvis du tror det handler om at man b...
  • > En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal hold...
  • Currently I'm using Garmin Connect. I need a way to tra...
  • What are you using now? Before the last update I used to lo...
  • This script is obsolete. Use the renew feature of certbot in...