Det er længe siden der har været en opdatering her, men det er nok fordi der ikke sker ret meget spændende i mit liv… eller også sker der ting jeg bare ikke har lyst til at fortælle verden om… yearh right. Nej, her går livet sin vante gang med arbejde, motion, samt (mere eller mindre vellykkede) forsøg på at lære at betjene mit kamera. Nå ja, og så er en længe ventet begivenhed ved at trænge sig på. Nemlig tidspunktet hvor jeg skal forsvare min PhD afhandling.
I tirsdags fik jeg langt om længe besked om, at min afhandling var godkendt, og at jeg var indstillet til PhD forsvaret. Desværre fik jeg også at vide, at der lå en ret kritisk rapport og ventede på mig. Jeg har dog stadig ikke set den, men når ens vejleder skriver til en, at den lyder værre end den er, samt at han ikke er helt enig med reviewerne, så lyder det som om jeg har et chock i vente når den endelig dukker op hjemme hos mig. På den anden side er det lidt hvad jeg forventede. En af reviewerne er kendt for at være pedantisk, meget kritisk på skrift, og for at hænge sig (alt for) meget i detaljer. Og desværre lyder det, efter hvad jeg har fået ud af min vejleder, som om at det er ham, der har skrevet stort set hele evalueringsrapporten alene. Nå, lige nu er der jo ikke meget at gøre ved det. Man har hvad man har, og i øjeblikket har jeg en PhD aflevering som på trods af en overvejende negativ rapport, alligevel er fundet værdig til at modtage PhD graden, så helt dårlig kan den jo ikke være 🙂 Jeg har dog også lidt svært ved at tage den kritik alt for seriøst. Ja, jeg ved at et kapitel halter lidt, men der er fem kapitler i alt, og de fire andre består af artikler, der har været peer reviewed, og flere af dem har oven i købet været publiceret på de store konferencer indenfor området, så uanset hvad han vælger at synes om det, så ved jeg trods alt, at der er mange der har læst dem igennem, og fundet dem af tilstrækkelig høj kvalitet. Jeg skriver mere når jeg endelig står med rapporten i hånden, men lad mig ikke lige glemme det vigtigste… når man er indstillet til forsvar, betyder det også at man stort er sikker på at modtage PhD graden 🙂
Og nu til noget helt andet. Mit vaskeri er blevet sejt! Jeg har flere gange undret mig over at man via internettet, kunne overføre penge til en computer, der stod nede i vaskerummet, men at man ikke kunne bruge den til andre smarte ting, som fx at booke vasketider over nettet. Well, nogen har læst mine tanker, for nu er dette, samt mere, nemlig blevet muligt. Hvis man går ind på Turtavlen.dk og vælger sit vaskeri, så kan man logge på med sit vaskekortnummer. Her kan man så reservere sin vasketid, men ikke nok med det, så kan man også se status på maskinerne i vaskerummet. Er de i gang, og i så fald, hvor lang tid er der før de er færdige. Fx kan lige nu se at tørretumbler 4 har 15 minutter og 11 sekunder tilbage, hvilket vil sige at jeg snart skal derned, for den er nemlig ved at tørre mit tøj 🙂 Faktisk kan man se status for et vaskeri uden at være logget ind, så hvis du lige sidder og keder dig en aften, eller hvis hende den søde er smuttet fra chatten og du trænger til underholdning, så er det bare ind på siden, og se status for forskellige vaskerier rundt omkring. Top underholdning til billige penge. Det er sgu da smart, for ikke at sige praktisk 🙂
Det kunne være at jeg skulle stoppe inden jeg kommer helt ud på et sidespor. Jeg skal også tidligt op i morgen, fordi vi har elektrikere på arbejdet, og de afbryder strømmen fra kl. 8 til 10, og jeg er den heldige person, der skal være der kl. 8 for at lukke elektrikeren ind, og lukke alle vores servere ned inden strømmen ryger. Wee, heldige mig.
Seneste kommentarer