• Fotoalbum, Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Leibstadt

    I går efter en ret lang (fredag taget i betragtning) dag på arbejdet, endte jeg med Niek i byen, og var først hjemme omkring kl. 1 om natten. Det var egentlig ikke så smart, da jeg skulle op kl. 6:50 i morges for at være på hovedbanegården kl. 7:45. I dag skulle jeg nemlig med IAESTE til Leibstadt atomkraftværk og se hvor folk hernede får deres strøm fra. Der er fem atomkraftværker i Schweiz, men Leibstadt er det største, med en reaktor der producerer 1220 MW. Samlet set står atomkraft for 40% af alt den strøm der produceres hernede, mens vandkraft står for de resterende 60%, men det kan de jo også sagtens med alle de floder og bjerge de har. Dog producerer Leibstadt mere strøm end alle de kraftværker (11 stk.) de har langs med Rhinen tilsammen, hvilket egentlig er lidt sjovt at tænke på når man har stået ved floden og set de massive vandmasser drøne forbi, og sammenligner det med et lille seks meter bredt kammer fyldt med Uran.

    Lettere træt, ankom jeg til toget i tide, og mødtes med de andre folk. Vi kørte først til Basel hvor vi hentede flere personer, skiftede tog efter sammenlagt en time nåede vi frem til Leibstadt. Vi så en lille introduktion om kraftværket, og så blev vi delt i tre hold der på skift skulle på rundvisning. Jeg var med på hold 1 sammen med 12 andre og en guide hvis engelsk ikke ligefrem var i top. Vi fik en rundvisning på området, og kom så en tur ind i køletårnet, hvilket var ret specielt. Forestil dig et kæmpe dampbad hvor du står i midten i 38 graders varme og ikke kan se mere end et par meter i nogen retning på grund af dampen. Og på toppen af køletårnet har et falkepar slået sig ned, og de kommer eftersigende tilbage hvert år. Der er desværre ingen billeder inde fra køletårnet da jeg holdt mit kamera i lommen af frygt for fugtskader 🙂 Herefter gik turen til kontrolrummet og så til udstillingsområdet, hvilket var meget gennemført lavet med modeller og præsentationer af alt hvad der foregår fra man henter det radioaktive stof i minerne, til hvordan man skaffer sig af med affaldet bagefter. Derefter fik vi alle gratis frokost 🙂

    Jeg snakkede med et par stykker på vej hjem i toget, så alt i alt var det både en interessant og hyggelig tur. Nu er jeg så hjemme igen, men bliver nødt til at smutte på indkøb lige så snart jeg har fået skrevet det her. Jeg må dog ikke glemme at give et link til billederne jeg tog på turen 🙂

  • Fotoalbum, Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Weekendens billeder

    Er egentlig på vej i seng, så det bliver en kort opdatering. Smider bare lige et par billeder så I ved hvor jeg har været lørdag og søndag 🙂 Skriver mere senere…

    Billeder fra Winterthur og billeder af nogle flere bjerge. Det skal lige tilføjes at det virkelig var en flot vandretur i bjergene, og billederne giver på ingen måde udtryk for hvordan det er at stå på en ca. 20-30 kvadratmeter bjergtop, med udsigt over hele området.

    Opdatering: Prøv dog alligevel at se dette 360 graders panorama billede fra toppen.

    rnabelmont

    Klik på billedet for at se en større udgave. Når du har klikket på det, kan du også vælge at se det i dets fulde opløsning på 7277×980 pixels. Det er ret imponerende!

  • Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Løst og fast fra Zürich

    Så kommer der lige lidt løst og fast (mest løst egentlig) om hvad der er sket her i Zürich de sidste par dage. Fredag var jeg en smut i byen, men ikke noget fancy. Bare ned og få et par øl med en græker jeg har mødt hernede. Lørdag tog jeg så til min første spinningtime i “mit” fitnesscenter. Det var en lidt underlig oplevelse. Selve timen var ikke specielt hård, selvom den varede 1:15 i modsætning til den ene time jeg er vant til. Det kunne dog skyldes at jeg ikke forstod ret meget af hvad instruktøren sagde, så jeg gav ikke så meget som normalt. Jeg vidste jo ikke hvor længe vi skulle blive ved 🙂 Og så var der kun to fyre og ca. 15 piger på holdet, hvilket heller ikke er den fordeling jeg er vant til. Ikke at jeg har noget imod det skal da lige tilføjes 🙂

    Søndag hjalp jeg Niek med at flytte, men det var nu ret hurtigt klaret. Derefter endte vi på en Starbucks hvor vi fik lidt at drikke mens det regnere ret kraftigt udenfor. Efter at have brugt et par timer der, ledte vi efter et sted at spise aftensmad. Vi fandt en restaurant der serverede traditionel schweizisk mad, og når vi nu er her, så skal det da prøves. Det blev til husets ostefondue, som bestod af fire forskellige slags oste, kogt sammen og så brød, man kunne dyppe i det. Faktisk slet ikke dårligt, men efter sådan en 200-300 gram ost per mand med brød til, så er man ved at være mæt 🙂 Vi fortsatte ned på en hyggelig, stille og rolig bar i nærheden hvor vi lige fik en enkelt øl og så var det den dag.

    Mandag og tisrdag (i dag) har så primært været fokuseret på arbejdet. Har nok sammenlagt brugt 7-8 timer med Susan (amerikansk post-doc fra MIT) foran en tavle, men nu er vi også ved at have noget at skrive om. Planen er at jeg skriver på artiklen nu, og så snakker vi sammen undervejs. Der stadig er en del løse ender, men målet er klart: Artiklen skal indsendes til Eurocrypt 2007 der har deadline 7. november. Så ved vi da hvad vi skal nå 🙂 Dette passer også perfekt med at jeg tager et smut til Danmark den 8. november, så det kan jeg gøre med god samvittighed når jeg har fået sendt den artikel ind.

    Lidt mere arbejdsrelateret, så har der i fredags været det andet årlige review på eu-DOMAIN som er det EU projekt der rent faktisk betaler min ph.d. Jeg kunne ikke selv være med, men har fået at vide at alt forløb perfekt og den del jeg er medansvarlig for, blev endda fremhævet som ekstra godt lavet. Det var faktisk ganske rart at høre, da netop denne del blev sablet ned i første review. Tror de frygtede lidt at vi bare havde skrevet noget, uden overhovedet at have styr på hvad vi lavede indenfor det område, men det ser så ud til at vi har fået overbevist dem om at det ikke var tilfældet. Nu er næste projektmøde 18-19. december i London. Det er godt nok lige efter at jeg kommer hjem fra Zürich, men lidt juleindkøb i London lyder da ikke helt ringe 🙂 Og så er det efterhånden også et stykke tid siden jeg har været med til et eu-DOMAIN møde.

  • Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Torsdagsopdatering

    Er det allerede torsdag? Jeg synes ellers lige at jeg har skrevet indlægget fra i søndags. Nuvel, men så vil jeg da til at skrive et eller andet igen 🙂

    Det har indtil videre været en travl uge. Mandag var jeg længe på arbejdet, og skulle købe en masse ind før jeg tog hjem. Tirsdag mødtes jeg med en græker der lige var kommet til Zürich og fik et par øl mens jeg fortalte ham om byen. Hyggelig fyr, men det var lidt specielt at skulle være guide, men jeg må jo efterhånden erkende at jeg har været her i præcist en måned i dag, så helt fremmed er byen jo ikke for mig mere. Onsdag var jeg inviteret til middag hos Tina og Patrick, hvor jeg så endelig mødte Jean-Pierre som jeg havde lejet værelset af. Desuden var Niek også inviteret, og en af Tina’s veninder kom også. Det betød at der omkring middagsbordet sad en dansker, en hollænder, en tysker, en polak, en fra Schweiz og en fra Peru. En lille international forsamling, og vi havde en hyggelig aften. Tina er ved at forberede sig til en eksamen, men når hun er færdig med den, tager vi på en udflugt til Luzern, så det vil jeg da glæde mig til. Har på fornemmelsen at jeg nok skal få taget lidt billeder på den tur, selvom jeg faktisk glemte mit kamera både da vi tog til Uetliberg og da vi var i Zoo.

    I dag har jeg været på arbejde og derefter i fitness centret. Skulle egentlig have været i byen med de internationale studenter, men jeg er simpelthen for træt, så jeg blev hjemme. Man skal jo også slappe lidt af, og stort set hele denne uge har jeg været på farten.

    Nu må vi se hvad weekenden bringer 🙂

  • Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Nice

    Uhm, 400g god mælkechokolade for 10 kr. Nice 🙂

  • Fotoalbum, Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Det var så den søndag

    Så er jeg på plads i mit nye værelse og har lige tid til at opdatere lidt for i dag. Jeg mødtes med Nick og tog bussen ud til IBM hvor hans fantastiske bil stod og ventede. I dag stod den nemlig på en tur til Rheinfall og derefter en tur til Bodensee. Ikke så meget at sige til den tur udover at det da var en ganske pæn natur. Og så er alt så ordentligt hernede. Selv i de små landsbyer man passerer er der blomster på gaderne, husene er nymalede og der flyder ikke affald på gaden. Billeder? Ja, naturligvis 🙂

    Og så var der afstemning i dag. Der skulle stemmes om et nyt lovforslag der skulle begrænse indvandring og arbejde til ikke-europæere i Schweiz, og resultatet blev at forslaget blev vedtaget med 68% af stemmerne. Jo, de lever fint og isoleret hernede bag bjergene 🙂 Dog synes jeg det er interessant at disse lovforslag kan blive sendt ud til folkeafstemning. Det er så vist også 4-5 gange om året at folk skal til stemmeurnerne hernede.

    Da jeg så kom hjem var de andre i lejligheden hjemme. Hun virker meget flink, og det gør hendes 6 årige søn også. Dog er han ikke så god til engelsk 🙂 Alligevel fik hun lært ham at sige “would you like an apple” som han lidt nervøst fik fremstammet da han kom ind på mit værelse med en kurv fuld af æbler. Det ville jeg jo godt 🙂 Og så var der også en teknisk udfordring til mig. I går satte jeg bare mit eget udstyr til deres internetforbindelse, men nu fik jeg at vide at jeg skulle bruge det de havde, da hendes maskine var sat op til at benytte det til at gå på internettet trådløst. Nuvel, så jeg pillede mit udstyr fra og satte deres til. Problemet var nu at deres netværk var beskyttet med et password, så nu kunne jeg ikke bruge det. Jeg spurgte hende efter passwordet, men det vidste hun ikke, da det var den forrige lejers udstyr han havde ladet stå. Jeg koblede min bærbare til med et kabel og prøvede om jeg måske var heldig at han havde ladet standard password til administrationsdelen være. Øv, det havde han ikke. Jeg kunne nulstille det hele, men så kunne hendes maskine jo ikke længere komme på det trådløse netværk, da jeg ikke vidste hvilket password der blev brugt her. Nå, jeg finder mit ekstra netkort (never leave home without it), starter Linux, prøver at bryde ind på deres netværk, og efter et lille trick med at lokke mit eget udstyr til at generere trafik via en ikke-trådløs forbindelse og 10 minutter så havde jeg nu adgangskoden til det trådløse netværk. Nulstil udstyret, indtast koden jeg lige havde fundet, og ingen brugere vil bemærke at der er sket ændringer… udover mig, der nu har fuld adgang til at konfigurere udstyret som jeg har lyst til 🙂

    Og nu vil jeg “se” lidt NFL før det er ved at være sengetid.

  • Så er jeg flyttet til mit nye værelse. Dem der bor her kommer først i morgen, så jeg har lige tid til at falde til ro alene. Det ligger ganske centralt i Zürich, så flytningen tog ikke mere end en 10 minutter. Okay, 20 da kufferten lige skulle bæres op på 4. sal 🙂

    Selvfølgelig er der også billeder.

  • Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Lejlighedsopdatering

    Ja, i går skulle jeg så have været ude af mit værelse, men jeg fik dog udsættelse til på søndag, da ham jeg lejer værelset af kommer senere hjem end han havde regnet med. Det giver mig da lige lidt mere tid.

    Kiggede på en lejlighed mere i dag, men den var ikke lige noget. For langt væk og ikke mulighed for adgang til Internettet, så jeg besluttede at tage en jeg kiggede på i foregårs. Det er et værelse i en 100 m2 stor lejlighed hos en 39 årig kvinde og hendes 6 årige søn. Det virkede som et ok sted, selvom jeg helst ville ud blandt andre unge mennesker, da det jo er en af mine gode muligheder for at få nogle bekendte hernede, og da det nok kan blive lidt ensomt hvis man kun har sig selv. Dog er det uhyggeligt svært at finde noget, og da jeg er hjemløs på søndag, så har jeg ikke rigtigt noget valg. Så jeg ringede til hende, men hun tog ikke telefonen, har ikke svaret på min SMS og aftalen var at jeg skulle give besked senest i aften. Hmm, så hvor jeg står lige nu ved jeg ikke… dog har jeg lige mens jeg skrev det forrige fået en e-mail fra nogen der gerne vil have mig på besøg, så hvis jeg ikke hører noget fra hende i morgen, så prøver jeg da lige at kontakte dem. Patrick kender også en der vist har en ledig lejlighed i et par uger, så det vil jeg heller ikke være for fin til at benytte mig af. Så stadigvæk ret gode chancer for ikke at skulle bo på gaden 🙂

    Og så vil jeg skrive lidt om… hmm… sporvogne! De er faktisk ganske sjove her i byen. Udover langt de fleste af dem der naturligvis bare er ligeså spændende som den gennemsnitlige sporvogn, så er der også et par sære eksemplarer. I morges kørte jeg med sundheds-sporvognen. Den er malet helt i grønne farver, og inde i den er der et lille bord med brochurer om hvordan man får et sundt liv og det var vist også en skål med æbler der dog var tom. Der er også en anden sporvogn i røde farver med et kæmpestort ur stående på gulvet derinde, samt noget der minder om gammeldags gadelamper. Hvad dens tema lige er ved jeg ikke, men alternativ det er den da. Det bliver interessant at se om der er flere af den slags specielle sporvogne. Det er nu lidt sjovere at køre med sådan en på en ganske almindelig hverdag morgen. Man vågner ligesom lidt op. Åh ja, og jeg må da heller ikke glemme Party-Tram som man ser køre rundt på skinnerne i weekenden. Og så har jeg også set noget som man jo egentlig godt ved eksisterer, men som man aldrig har tænkt over: En skole-sporvogn for folk der er ved at tage kørekort til sådan en!

« Ældre indlæg   Nyere indlæg »

Seneste kommentarer

  • Du har misforstået det hvis du tror det handler om at man b...
  • > En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal hold...
  • Currently I'm using Garmin Connect. I need a way to tra...
  • What are you using now? Before the last update I used to lo...
  • This script is obsolete. Use the renew feature of certbot in...