I lørdags var jeg ude at lege i mudderet, eller skulle jeg snarere sige at “De Sløve Bananer” atter engang stillede op til årets Xtreme Mandehørm løb, der denne gang fandt sted i områderne Vestereng og Brendstrup skov i Århus. For dem der ikke kender konceptet, så er det et “lidt” utraditionelt løb på 12 km (i hvert fald ruten i Århus) i et ret ufremkommeligt terræn og med flere forhindringer undervejs… og så er løbet kun for mænd. Sidste år deltog vi også, og det har jeg skrevet om her hvis du trænger til en opfrisker på hvad der skete dengang. I år var ruten altså flyttet til et andet område, og det var også blevet lovet at ruten var hårdere denne gang, samt at forhindringerne var hårdere. Alt i alt så det altså ud til at blive en spændende lørdag 🙂
Det startede i hvert som en kold lørdag. Nok den koldeste dag dette efterår, for termometeret havde sneget sig ned omkring 4 grader om morgenen. Efter en morgenmad bestående af en hjemmebagt bagel og nogle tørre havrefras (vi var løbet tør for mælk derhjemme), kom jeg i løbetøjet og cyklede hen til Jonas hvor holdet skulle samles før vi i fælles flok tog ud til løbet. Hos Jonas mødte jeg de to andre sløve bananer: Kent, som var genganger fra sidste år, og Thomas der for første gang skulle prøve at løbe 12 km… og hvilke 12 km.
Efter et lille pitstop i Føtex for at købe bananer (hvor vi ganske givet har set kiksede ud i vores løbetøj) kom vi ud til Århus Firmasport, hvor løbet skulle starte. Vi fik afhentet vores t-shirt, der mindede ret meget om dem fra sidste år, fik afleveret bagagen, fik taget et fint holdbillede og så stod vi klar ved startområdet. Det var koldt, og der var stadig 20 minutter til start, da vi fik vores briefing leveret af en mand der startede med at sige at vi “nu var på vej ud i noget lort”. De 1200 deltagere blev sendt afsted i hold af 200 personer med nogle minutters mellemrum, og heldigvis var vi i startgruppe 1, så vi skulle ikke vente længere end højst nødvendigt. Sidste år stod Aarhus Tigers Cheerleaders for opvarmningen, men det var måske ikke alle, der dengang syntes at det var så fedt at 12-14 årige piger varmede op for en flok voksne mænd. I år havde de åbenbart taget det til efterretning, for det var i stedet en stripper der skulle sørge for at få stemningen op. Ak ja, det er vel ikke Mandehørm-løb for ingenting. Og knapt nok var hun gået af scenen før starten gik for gruppe 1.
Min plan med at starte stille og roligt, for derefter at øge tempoet på den sidste halvdel holdt i rundt regnet et minut, for der meldte de første forhindringer sig. Springe over nogle bomme, ned i mudderhuller, løb i sand og andet meget ujævnt terræn, ned på maven og kravle under et net, og over en træstamme der var hængt op i luften… og da det var overstået havde vi vel sådan ca. kun løbet 1 km. Min puls var allerede på vej mod maks, og fra nu af handlede det bare om at disponere kræfterne så godt som muligt så jeg ikke skulle gå helt kold på den sidste halvdel af løbet.
Jeg mistede hurtigt kontakten med mine holdkammerater, så resten af løbet gik for mig med at holde pulsen nede når det (en sjælden gang imellem) gik ligeud på nogenlunde plant terræn for på den måde at have energi til ikke at gå helt i stå på forhindringerne. Selvom der i starten ikke var så mange store forhindringer, så bare det at løbe i en mudret å, på meget ujævn skovbund, over bundter af træstammer, springe over vejspærringer samt løbe op og ned ad grøfter, gjorde det til en ganske hård tur. Undervejs fik jeg også et par sjove kommentarer fra folk jeg overhalede, da de så kunne se ryggen af vores holdtrøje hvor der tydeligt stod “De sløve bananer”. Det var ikke alle der mente at de skulle overhales af en sløv banan 🙂
Selvom jeg ret hurtigt vænnede mig til mudder og våde løbesko, var jeg dog ikke helt forberedt på især to af forhindringerne. Den ene var hvor man skulle løbe hen over noget brændende træ, for derefter at kaste sig ned i en stor balje med (meget koldt) vand. Det var slemt nok, men midtvejs gennem denne balje vand var der en pæl på tværs som man skulle under, hvilket betød at man skulle have hele hovedet under vand. Og til sidst skulle man op igen, hvilket jeg nok ikke gjorde på den mest elegante måde. Den anden forhindring var den klassiske med at man går på et reb, og holder fast i et andet. Denne gang over en sø, men da der var så mange der hev og sled i rebet var det helt umuligt at holde balancen, og jeg valgte i stedet bare at svømme/gå/trække mig gennem søen over på den anden side. Vandet var iøvrigt ganske koldt, men i det mindste fik jeg skyllet noget mudder af mig. TV2 Østjylland har en meget kort rapportage fra løbet (hvis I kan finde den) hvor man kan se disse to forhindringer. Det er egentlig sjovt, men når pulsen er godt oppe og man har varmen af at løbe, så er man faktisk ligeglad med at skulle hoppe ned i noget i iskoldt vand. Det er bare en forhindring man skal igennem, og så videre.
Det gik op ad bakke, og ned ad bakke for blot at gå opad igen. Det så ud til at ruten helt bevidst var lagt så man fik så mange bakker og skrænter med som overhovedet muligt. Bedst som man troede at det var ved at være overstået kom der nogle høje volde man skulle over, hvilket foregik ved at slide sig op ad en glat skrænt, og så glide ned på den anden side i mudderet. Dem var der to af, eller skulle vi snarere sige 4, for selvfølgelig skulle vi tilbage over dem igen.
Kort tid herefter kom jeg ind på en fin græsplæne, og nu vidste jeg at målet var tæt på. Der skulle springes over et par forhindringer, og så var det ellers bare at sætte slutspurten ind. Til min store overraskelse ventede der os ingen forhindringer på dette sidste stykke. Her havde jeg ellers forventet at de ville placere de værste forhindringer, ligesom de gjorde på opløbsstrækningen sidste år. Der stod vist en 5-6 tyrolerpiger (temaet for festen bagefter var oktoberfest) og heppede folk i mål, men jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke havde øje for ret meget andet end målstregen på dette tidspunkt. Uret tikkede op på 1:07:04 da jeg passerede stregen, hvilket ikke siger noget som helst i sådan et utraditionelt løb, men jeg var tilfreds med min indsats, omend jeg måske kunne have disponeret lidt bedre med mine kræfter. Det er dog svært når man ikke aner hvad der venter en på ruten.
Jeg ventede i målområdet på resten af holdet, men da jeg var drivvåd begyndte jeg efter nogle minutter blive kold, og så var det ikke så sjovt at vente mere. Jonas kom i mål som den næste, og sammen gik vi op mod omklædningsfaciliteterne, hvor vi var lovet at der denne gang ville være varmt vand. Først skulle vi dog lige skylle skoene for mudder, og da vi endelig fandt et omklædningsrum hvor der ikke var propfyldt, så fandt vi også ud af at der ikke var noget vand. De mente åbenbart at vi havde fået nok vand ude på ruten. Jeg skyllede mig så godt jeg kunne i de få dråber (og jeg mener det bogstaveligt -- dråber) der trods alt kom ud af bruseren, og så tørrede jeg mig ellers bare.
Herefter fandt vi et bord, og ventede nu bare på maden. Vi slap dog ikke for 20 minutters “underholdning” fra en meget kikset stand-up komiker, som dog heller ikke havde de bedste betingelser. For det første var folk sultne og ville hellere have mad end at høre på ham, og for det andet var lyden så dårlig at man mange steder i salen ikke kunne høre hvad han sagde. Maden bagefter fejlede dog ikke noget, og der var rigeligt med helstegt pattegris til de 1200 deltagere, og Heidi-pigerne oppe i baren sørgede også for at ingen kom til at tørste.
Det var alt i alt en sjov og udfordrende dag, og løbet var helt som lovet hårdere end sidste år. Vores hold klarede det i tiden 4:06:58 (summen af de tre hurtigste tider) og dermed endte vi på en samlet 158. plads ud af de 197 hold der fik en holdtid. Personligt blev jeg nr. 254 ud af 1076 deltagere. Tiderne for vores hold kan findes her. Jeg har også samlet alle billeder jeg kunne finde i fotoalbummet.
Vi ses i et mudderhul i 2011!
Seneste kommentarer