• Der er vist ingen i Århus, der ikke har bemærket, at der finder en lille udstilling ved navnet Sculpture by the Sea sted. Desværre har jeg haft alt for travlt med alt muligt andet, så jeg havde endnu ikke været nede og se den. Det skulle der laves om på lørdag aften, så bevæbnet med mit kamera, objektiver, kamerastativ og diverse filtre, drog jeg afsted. Jeg kunne nu godt have sparet mig at slæbe alt det med, for det eneste jeg brugte var kameraet med det påmonterede objektiv, samt nogle få gange et gradueret gråfilter.

    Alt i alt tog det et par timer at se det hele, og selvom det var lørdag aften, var der faktisk en del mennesker, der var ude og nyde aftensolen på Tangkrogen. Selve udstillingen var spændende, men det varierede meget hvad man fik ud af at se på de enkelte kunstværker. Tror jeg nåede igennem samtlige af følgende udbrud: “Den er sjov”, “godt fundet på”, “den er da pæn nok, men…”, “virkelig godt lavet”, “god idé”, “øh ok”, og sikkert også en del andre.

    Alt i alt en oplevelse værd. Alene oplevelsen af at gå rundt blandt 60 kunstværker ude i naturen og stemningen blandt de folk der er derude, gør det besøget værd. Kig endelig derud hvis du endnu ikke har været der.

    Og til dem der gerne vil se billederne derfra, så må I smutte en tur forbi fotoalbummet.

  • I forbindelse med udstillingen 100 Places to Remember Before They Disappear, der i disse dage kan ses på Store Torv i Århus, afholder Dialog 09 sammen med Aarhus Stiftstidende en fotokonkurrence med titlen 100 steder i Århus der ikke må forsvinde.

    For et par uger siden var jeg derfor sammen med Jonas ude i Marselisborg Skov samt lystbådehavnen med henblik på at tage et par billeder, hvoriblandt der måske kunne være en kandidat til konkurrencen. Det blev til to billeder jeg fandt gode nok, så de blev sendt ind, og i dag så jeg at det ene billede er blevet kåret som vinderen i  uge 4. Tillykke til mig 🙂 Når konkurrencen slutter den 3. juli kåres de tre bedste billeder, og så er der præmier til vinderne. Der er også mindre præmier til ugevinderne, men jeg har endnu ikke hørt hvad det er. Faktisk opdagede jeg først at jeg havde vundet, da jeg ved et tilfælde surfede forbi hjemmesiden.

    Billedet var ellers ikke det idéelle valg for mig, da jeg først kludrede i det ved at tage det med ISO 800, selvom det slet ikke var nødvendigt. Det skabte en del støj, som herefter måtte fjernes så godt jeg kunne. Derudover havde Jonas sneget sig med på billedet, og da det så lidt kikset ud med en mand i blåt tøj i bunden af billedet, så måtte han redigeres væk. Alt i alt var jeg dog tilfreds med resultatet alligevel, så det blev i sidste ende sendt ind.

    Og billedet ser altså således ud:

    Marselisborg Skov

  • Sidste uge samt i weekenden stod den på rock og øl! Mere præcist var jeg med tre venner til Rock am Ring på Nürburgring i Tyskland.

    Turen startede onsdag omkring midnat, og efter ca. 7-8 timer i en tæt pakket bil, så var vi fremme. Det var dog ikke helt let at finde et sted til vores lejr, da vi kom ca. en dag efter de åbnede, og de gode pladser allerede var taget. Vi endte dog med at finde en plads på en skråning små to kilometers gang fra festivalområdet, men måtte i løbet af ugen erfare, at en skråning ikke er verdens bedste sted at slå sit telt op, for da slet ikke at tale om at sove i det. Tilgengæld var udsigten flot, da vi jo var oppe i bjergene.

    Vejret var overskyet, lidt køligt, men tørt. Vi brugte derfor dagen på at drikke den øl vi på vejen derop havde købt i en nærliggende by. Vi havde egentlig regnet med at vi havde købt øl nok til hele festivallen, men hvem prøvede vi egentlig at narre? Naturligvis løb vi næsten tør hen imod aftenen. Fredag var vejret det samme, og da det først var om aftenen vi skulle til koncert, så blev denne dag også brugt på at hygge i vores lejr, samt studere området lidt nærmere. Hvis man er vant til at være på fx Roskilde Festival, så er Rock am Ring en anderledes oplevelse. Folk er generelt mere “voksne” og opfører sig ikke som lallende teenagere på stoffer, men tilgengæld er det tilladt at slæbe alt hvad hjertet begærer med ind på campingområdet. Der var derfor generatorer der stod og brummede mange steder til at drive folks køleskabe, samt kæmpe musikanlæg. En trend jeg dog aldrig forstod var den med at stille kæmpe højtalere op uden for ens lejr, og så pege dem væk fra lejren. Hvorfor var det mere interessant at genere andre med ens høje musik, fremfor selv at høre den i lejren?  I nærheden af vores lejr var der dog kun et sted hvor de spillede højt, og det var alligevel et stykke væk. Vi var mest irriteret over en ærgerlig person i lejren overfor, der havde taget en trompet med, som han oven i købet knapt nok kunne trutte ordentligt i.

    Fredag aften placerede vi os foran Alternastage for at høre Killswitch Engage, Marilyn Manson og Korn. Jeg er sikker på at alle koncerter var gode, men det var lyden desværre ikke. Af og til var den, men for det meste forsvandt både guitar og vokal. Det var mildest talt møgirriterende, og vi endte da også med at smutte ca. halvvejs inde i Korn koncerten.

    Lørdag regnede det, så det var en god måde at starte min fødselsdag på. Efter at have købt fire muffins (de havde ikke lagkage) så blev lejren pyntet op med flag og balloner. Heldigvis var regnen stort set stoppet, da vi hen på eftermiddagen tog ind på festivalpladsen i en proppet shuttle bus. Her stod den på koncerter med Flogging Molly, Volbeat, Machine Head, Prodigy og Slipknot. Desværre var lyden på Centerstage heller ikke ret godt, og led af nogen af de samme problemer som dagen før på Alternastate. Det var dog alligevel en smule bedre, og det var trods alt nogle gode koncerter. Især Slipknot bør nævnes som et af aftenens absolutte højdepunkter.

    Dagen efter småregnede det igen, men vi havde en masse øl og tørvejr i lejren, så det generede os ikke. Efter et par dåser øl (5 liters dåser vel at mærke) brød solen endelig igennem og så smuttede vi op til festivallens, for vores vedkommende, sidste koncert. Nemlig Guano Apes, som jeg havde set rigtig meget frem til. Jeg var stor fan inden de gik i opløsning for nogle år siden, og havde derfor opgivet at komme til at høre dem live. Så da jeg endelig så at de fandt sammen igen for en tour denne sommer, så var jeg helt klar på at høre dem! Desværre tog lyden på Centerstage en stor del af den fornøjelse. Den var mildest talt elendig, og flere gange var jeg ikke engang i stand til at høre hvilket nummer de spillede, på trods af at jeg stort set kan synge med på alle deres sange. Det var simpelthen for ringe Rock am Ring. Det kan gøres bedre!

    Senere samme aften valgte vi at pakke sammen og køre hjemad, da der ikke var flere koncerter vi ville høre. Det har været en god festival, og vi har hygget os, men lydkvaliteten og afstanden til festivalområdet gør nok at vi næste år vælger en anden festival. Det kunne fx blive Rock im Park, som var en rigtig god oplevelse sidste år.

    Jeg har vedlagt et par billeder nedenfor, men hvis du vil se alle de billeder der blev taget, så må du en tur forbi mit fotoalbum.

  • Ja, navnet siger dig nok ikke så meget. Det gjorde det i hvert fald ikke for mig indtil i går. Kort sagt, så er det et nyt system de har taget i brug i mit fitness center, Equinox, som jeg fik lov til at prøve for første gang i går.

    Systemet benyttes i spinning salen, og går i alt sin enkelthed ud på, at der er en storskærm hvor man kan se sin egen, og alle andre deltageres, puls under træningen. For at dette giver mening, så skal alle naturligvis have udleveret en pulsmåler, men da det er en prøveperiode de har i øjeblikket, så kunne man låne en gratis i receptionen. Dernæst skulle det selvfølgelig registreres hvem der havde hvilken pulsmåler, og de nye folk skulle oprettes med navn, alias, fødselsdato, hvor ofte man træner, e-mail, og vigtigt af alt: Maksimal puls. Træningen foregår normalt ved at man bruger noget tid i forskellige zoner, målt ud fra en %-del af ens maksimale puls. Det giver jo ikke meningen blot at sammenligne antal pulsslag mellem fx en 20 årig og en 60 årig, da den maksimale puls falder ca. et slag hver gang man bliver et år ældre. Det kan i en sidebemærkning nævnes at min maksimale puls ligger på ca. 192 slag i minuttet. Det er genetisk bestemt og ikke noget man kan ændre på.

    Alle de data der skulle indsamles fra folk skabte en del forsinkelser, men det bliver sikkert bedre når de fleste har været gennem systemet en gang. Så skal man blot oplyse nummeret på den pulsmåler man har fået udleveret, og så er man klar. Timen blev derfor lidt kortere end normalt, da vi kom lidt sent i gang.

    Selve timen forløb fint. Det var sjovt hele tiden at holde øje med sin puls på storskærmen, og se hvordan man lå i forhold til resten af holdet, samt hvilken effekt bare en lille ændring af belastningen havde. Det er også klart noget man kan bruge under træningen, da jeg fx fandt ud af at jeg af og til slappede lidt for meget af når vi kom ned og sidde i sadlen efter en stående acceleration. Det sagt, så er det også noget man kan finde ud af med sit eget pulsur hvis man har sådan et.

    Da timen så var færdig, så fik vi alle tilsendt en e-mail der indeholdt en .pdf fil med data fra vores træning. Nedenfor kan du se noget af hvad der blandt andet stod i den. Der var også vedlagt en fil i et andet format, som man kan indlæse i et program man kan hente fra Suunto‘s hjemmeside. På den måde kan man lave en database over sine træningssessioner.

    Første gang jeg prøvede Suunto i Equinox Fitness

    Hvad synes jeg så om systemet? Jeg har tidligere prøvet at køre med pulsur, og er indtil videre ikke den store fan af det. Jo, det hjælper med at få mere styr på træningen, men jeg føler at jeg holder for meget fokus på hvad min puls er, i stedet for at lukke alt andet ude, og bare køre igennem. Det samme gør sig gældende med dette system, selvom jeg indrømmer at det nok bare er et spørgsmål om at vænne sig til det, og så se på tallene bagefter og finde ud af om der er noget man bør justere lidt på til næste gang.

    Dernæst, så er der til hver time folk der bare kører igennem uden at lytte til hvad instruktøren siger, og de ødelægger jo lidt den fine tavle hvor man har overblik over hele holdet. Det bringer mig også videre til næste punkt, og det er at den fine graf man får tilsendt, ikke siger så meget da man jo ikke kan se, hvad instruktøren ville have på det tidspunkt. Hvis jeg kan se at jeg i en periode har ligget på 80% af min maksimale puls, så ville det være rart at vide hvilken zone der var meningen jeg skulle ligge i på det tidspunkt.

    Alt i alt en sjov gimmick som jeg da vil bruge til de timer de kører med systemet, og så længe det er en testperiode. Når man selv skal til at købe sin egen pulsmåler, så er sagen nok en anden. Det bliver dog spændende at se hvad det betyder for timerne, da instruktøren også får en masse statistik han (eller hun) kan bruge til at tilrettelægge timerne.

  • I søndags var jeg atter engang ude i et forsøg på at løbe uden at blive skadet. Det er ikke gået helt så godt de sidste par gange, så jeg havde trænet op til løbet, netop ved ikke at løbe alt for meget. Så var der jo færre muligheder for at komme til skade. Smart, ikke? Om det så var den optimale træningsform ville tiden vise. I hvert fald skulle formen afprøves til Tækker 1900 stafetten (der vist nok før i tiden hed Aarhus 1900 stafetten). Min arbejdsplads, Lenio, havde stillet et løbehold, men fremmødet var begrænset, så vi måtte supplere med to gæsteløbere for at kunne nå op på de fem personer, der minimum skulle til.

    Ruten var 6 km, og er en del af hvad nogen betegner som “Danmarks hårdeste stafetløb”. Okay, den betegnelse tilfalder egentlig 10 km ruten, men vi skulle løbe ad den i 6 km, så helt let kunne det vel ikke være. Ruten gik rundt i Marselisborgskoven, og der var ikke meget af den der gik ligeud. Mest op og ned… ja, faktisk mest op, men det var nok fordi det tog længere tid at løbe op ad bakkerne.

    Anyway, jeg løb som nr. 2 og klarede overraskende turen i tiden 29:08, hvilket jeg var ganske godt tilfreds med, da jeg før løbet havde sagt til mig selv, at alt under 35 minutter havde været i orden. Det var baseret på at jeg ikke regnede med at kunne holde samme fart over 6 km som over 5, samt at ruten var meget hårdere end hvad jeg er vant til at løbe. I mål var der tid til en cola, en øl og en fransk hotdog, mens de andre var ude og løbe deres tur. Rigtig sund sportsernæring 🙂 Samlet blev holdets tid på 2:40:19, hvor min tid var den 2. hurtigste på vores lille fem mands hold.

    Der er billeder fra løbet på Aarhus 1900’s hjemmeside, mens My-Photo.dk havde taget individuelle billeder af løberne, som man herefter kunne finde på deres hjemmeside. En hjemmeside, der forresten er under alt kritik. Det er længe siden jeg har set en hjemmeside fungere så dårligt i alle webbrowsere, jeg smed efter den. Nå, men det lykkedes mig da trods alt at finde dette billede af mig.

    Tækker Stafet 2009

    Nej, smart ser jeg ikke ud og ja, jeg var træt, men hvad er det da også for noget pjat at stille fotografen op ca. 30 meter fra mål hvor man er allermest smadret? Han skulle da stå efter ca. en kilometer hvor man stadig havde måske bare en lille smule overskud til at smile.

    Alt i alt var det en rigtig hyggelig dag. Næste løb bliver… ja, det ved jeg faktisk ikke. Måske bare en stille tur rundt i Risskov helt alene… eller også vil det bare være dårlig træning til næste rigtige løb at risikere skader på grund af det 🙂

  • Endelig fik jeg i går tid til at pleje min hobby lidt. Jeg var nemlig med Jonas ude og forsøge at tage et par gode billeder. Om de blev gode kan jo altid diskuteres, men efter en tur gennem Photoshop, Photomatrix og Noiseware, er her resultaterne. Du kan også finde billederne i mit fotoalbum. Sig endelig til hvis du af en eller anden grund vil have nogen af dem i højere opløsning eller bedre kvalitet.

  • Personlig Kommentarer lukket til BRICS retreat 2009

    BRICS retreat er den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle ph.d. studerende fra Datalogisk Institut i Århus, tager et par dage fri fra det daglige program, for at være sammen til socialt samvær og faglige arrangementer. I år fandt dette sted på Søhøjlandets Feriecenter, hvilket det også gjorde sidste år. Nu er det efterhånden lidt over et år siden jeg ikke længere havde min daglige gang på instituttet, så hvorfor er det nu relevant at skrive om? Jo, i år var jeg blevet inviteret af min vejleder, til at komme og holde et foredrag om hvordan det er at gå fra at være ph.d. studerende, til at arbejde i industrien. Det takkede jeg naturligvis ja til, og da han spurgte hvornår jeg ville komme forbi, så var det jo nærliggende at tage af sted i går (mandag) aften, for at være med til den sociale del om aftenen. Min præsentation var sat til i dag (tirsdag) kl. 15.

    Som sagt så gjort, så mandag efter fyraften tog jeg toget til Silkeborg, og herefter en bus til feriecenteret. Her fandt jeg den rigtig fine, og store, hytte som jeg skulle bo i, men det var egentlig ret ligemeget, for det eneste den blev brugt til var at sove i, da jeg endelig ramte sengen mandag nat engang mellem kl. 2 og 3. Det var samme slags hytte som de studerende var fire personer om at dele, men jeg havde en for mig selv. Ja ja, denne gang var man jo steget i graderne :p

    Mandag aften gik med at snakke med folk, spise aftensmad og drikke øl. Tirsdagen blev brugt på morgenmad og frokost, og så var der også lige tid til en tur i badelandet samt saunaen, da jeg jo ikke behøvede at deltage i det faglige program. Dog kiggede jeg forbi til præsentationerne af de plakater folk havde lavet, for at beskrive deres forskningsområder. Der var en del spændende emner imellem, og det var en skam at jeg ikke fik mere tid til at snakke med folk om dem. Mit foredrag gik fint, og folk virkede tilfredse med det… men der kan jeg jo tage fejl. Selvfølgelig skulle jeg også udsættes for det efterhånden obligatoriske spørgsmål, om jeg havde planer om engang at vende tilbage til universitetsverdenen. Til det kunne jeg kun svare det samme, som jeg altid har svaret siden jeg tog derfra for et års tid siden: “Måske” 🙂 Herefter var der afgang til Århus.

    Det var rart at møde de gamle hoveder igen… i hvert fald dem der stadig var der. Der var dog kommet mange nye til, og der skulle nu være omkring 60 ph.d. studerende på datalogisk institut. Det var også godt at se at krypto-gruppen trives fint.

  • Hvis du er en af dem der har mit fastnetnummer (som rent faktisk er IP telefoni, men skidt nu med det), så vil jeg blot sige at det nu virker igen, da jeg har snøvlet mig sammen til at sætte min telefon op, efter at jeg er flyttet. Så hvis du har lyst til at ringe til mig, og finde ud af at jeg sikkert ikke er hjemme, så har du nu muligheden igen. Hey, det tog kun næsten et halvt år 🙂

« Ældre indlæg   Nyere indlæg »

Seneste kommentarer

  • Du har misforstået det hvis du tror det handler om at man b...
  • > En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal hold...
  • Currently I'm using Garmin Connect. I need a way to tra...
  • What are you using now? Before the last update I used to lo...
  • This script is obsolete. Use the renew feature of certbot in...