• Personlig Kommentarer lukket til Ugen der gik, og ugen der kommer

    Af hensyn til dem der ikke har hørt så meget fra mig her på det sidste, så vil jeg lige give en kort opdatering på hvad den sidste uges tid har bragt mig.

    I tirsdags var jeg med Lenio til DHL stafetten i Mindeparken. Vi stillede med to hold, nemlig et taber hold og et hold med de gode løbere, så vi kunne sætte en god tid. Gæt hvilket hold jeg var på 🙂 For dem der ikke kender DHL stafetten, så er det et 5 x 5 km løb, hvor ruten starter i Mindeparken, går ned langs med vandet, hen til tangkrogen, op gennem Mindeparken til rundkørslen, videre op ad Carl Nielsens Vej og tilbage til Mindeparken. En bedre beskrivelse kan ses på det vedlagte kort.

    DHL stafetten 2008

    Jeg frygtede lidt turen, da mit knæ ikke har været tip-top her på det sidste, men jeg havde forberedt mig godt med over en måneds pause fra løb, opvarmning og støttebind, og det gik overraskende nok uden problemer. Tiden blev 24:58 minutter, hvilket gav mig en af de bedste tider på taberholdet (den bedste var to sekunder hurtigere). Da jeg nåede i mål knappede jeg en øl op, og satte mig hen og passede vores medbragte grill, og så var der pølser og andet kød til folket… og vist også noget brød.

    Onsdag var jeg ude i min nye lejlighed for at mødes med de nuværende ejere, og snakke lidt om de praktiske ting i forbindelse med at bo der. Ved samme lejlighed fik jeg også taget mål af lejligheden, så jeg kan gå i gang med at se på møbler. Der er ikke ret mange møbler, jeg kan genbruge fra min nuværende lejlighed, så der skal købes en del. Faktisk er det eneste brugbare nok kun nogle af reolerne og skabene.

    Onsdag var også dagen hvor vi her på arbejdet fik sendt en ansøgning afsted, hvor vi sammen med Aarhus Universitet, New York University, samt Alexandra Instituttet, søger om penge til et projekt omkring Biometric Encryption. Vores opgave bliver at udvikle applikationer der anvender dette, mens universiteterne står for den forskning der skal til. Vi får svar engang senere på året, og projektstart er den 1. januar hvis den altså går igennem.

    Fredag og lørdag gik der øl i den. Først til fredagsbar på arbejdet, og lørdag til sommerfest hos Rasmus. Søndagen blev brugt til at slappe af 🙂

    Denne uge står på træning et par gange, et besøg på Idrætsklinikken på Århus Sygehus, åbent hus i min nuværende lejlighed for at prøve at få den solgt, og Lenio’s sommerfest på lørdag. Og måske også starten på lidt møbelkiggeri hvis jeg finder tid til det.

  • Denne post er egentlig bare for at teste et smart plugin til WordPress, der gør det let at inkludere Youtube videoer i ens indlæg, men da jeg alligevel skulle bruge en video at teste med, så kan jeg ligeså godt give jer lidt flere oplysninger.

    Videoen er en teaser for en ny CD/DVD/Blu-Ray fra bandet Within Temptation, som jeg har glædet mig til i et stykke tid. Der er ingen nye numre, men det er derimod en koncert fremført sammen med et stort symfoniorkester og kor, hvilket passer rigtig godt til deres musik. Jeg glæder mig i hvert fald meget til i midten af september hvor CD’en, som hedder Black Symphony, udkommer. Dog skal man naturligvis ikke have CD’en, da sådanne optagelser naturligvis skal nydes i 5.1 surround, så det bliver nok en DVD i stedet for 🙂

    httpvh://www.youtube.com/watch?v=yCxb8FwhzK8

    De måtte forresten også meget gerne komme forbi og give en koncert i Danmark igen, men på den anden side så kunne jeg jo bare have købt billetter sidst de var her, inden der var udsolgt. Har set dem en gang før, men det er alt for længe siden nu. Vist nok tilbage i 2004 på Roskilde festivallen.

  • Personlig Kommentarer lukket til Ny blog

    Som du måske har bemærket, så har jeg fået en ny blog. Efter i lang tid at have brugt noget hjemmestrikket, må jeg erkende at jeg aldrig får tid til at implementere de features jeg gerne ville, så i stedet for vil jeg nu anvende noget software, lavet af folk, der har tid til den slags.

    Det betyder at en del af mit arbejde med at blogge bliver lettere, men om det så betyder at jeg kommer til at skrive mere må tiden vise. Det er dog min intention 🙂

  • Nu kan det stort set ikke gå galt med hensyn til min nye lejlighed. I onsdags underskrev jeg købsaftalen, og mødtes også ved samme lejlighed med sælger. Rigtig flinke folk, der sagde at jeg bare kunne ringe til dem, hvis jeg ville komme forbi og evt. tage mål af lejligheden for at kunne planlægge indretning. I fredags fik jeg så bestyrelsens underskrifter på at de godt vil acceptere mig som andelshaver.

    I går var jeg så inde ved min advokat og gennemgå regnskaber samt købsaftalen. Der var et par småting der ikke lige passede (vist fordi ejendomsmægleren havde klippe-klistret fra en gammel aftale) men det ville han lige checke med hende. Det var dog på ingen måder en showstopper, så efter et møde på en times tid, sagde han at han sagtens kunne godkende den handel. Det gør han så i dag, efter at have snakket med ejendomsmægleren. På torsdag skal jeg så ned i banken og ordne det praktisk mht. betalingen, hvilket nok er en god idé, da torsdag er sidste frist for indbetaling af forskuddet 🙂

    Af andre nyheder kan nævnes, at jeg i går endelig kom til lægen med mit højre knæ, der har drillet i lang tid (men dog mere de sidste par uger end normalt). Han vendte og drejede det på alle mulige (og umulige) måder, men kunne ikke rigtigt sige at der var noget galt. Han valgte i stedet for at lave en henvisning til en MR scanning af knæet, der kan vise skader på de dele, der ellers ikke vil kunne ses på et røntgenbillede. Nu må vi se hvornår det bliver. Med de ventetider man generelt hører om, så skal jeg nok ikke regne med at det bliver lige foreløbig, men det er da godt at der i det mindste bliver gjort noget.

  • Endnu en opdatering i boligsagen. Man skulle tro, at der ikke skete andet i mit liv for tiden, men det gør der faktisk heller ikke 🙂 Er i gang med at arbejde igen, men der er stadig stille og roligt, selvom vi nu er på vej mod noget spændende tror jeg. Det skriver jeg et seperat indlæg om senere. Motionen står på pause da jeg har problemer med højre knæ, så nu kan jeg i stedet sidde og blive slasket omkring maven. På mandag ringer jeg dog til lægen og får ham til at kigge på knæet. Godt, så er det af vejen, tilbage til min boligsituation 🙂

    Jeg har fundet mit næste hjem, og det ser faktisk ikke ud til at det er solgt til andre denne gang! Det er en 60 m2 andelsbolig på Trøjborg, hvilket betyder 3 km til arbejde, og noget kortere ind til byen. Bygningen består af 8 lejligheder, er flot velholdt og det virker som et rigtigt hyggeligt sted med fælles vaskeri og fin gårdhave. Fra lejligheden på 3. sal er der udsigt til skoven, og når træerne smider bladene, kan man se ned til vandet. Stranden er også lige i nærheden. Selve lejligheden er flot, køkkenet ser nyt ud, etc. Det eneste man måske kunne kritisere, er at værelset er ret stort, sammenlignet med stuen. Kunne godt tænke mig et lidt mindre værelse, og så mere plads i stuen til en stor sofagruppe og spisebord, men man kan jo ikke få det hele. Der bliver dog plads til både dobbeltseng (hvad jeg så end skal med sådan en 🙂 garderobeskab og arbejdsplads på værelset, og så sofagruppe, sofabord og spisebord i stuen. I køkkenet er der opvaskemaskine(!) og en lille spiseplads. Der er ikke mange af mine nuværende møbler jeg kan genbruge det nye sted, så der skal jeg på indkøb.

    De nuværende ejere skal lige finde et andet sted at bo, så derfor er det usikkert hvornår jeg overtager den, men et gæt er enten 1. september eller 1. oktober. På onsdag skal jeg ned og skrive papirerne under, men stadigvæk er handlen betinget af at min advokat siger god for det. Der er altså stadig en lille risiko for at det kan gå galt, men det tror jeg nu ikke.

    Så hvis jeg nogensinde har hjulpet dig med at flytte, så må du godt begynde at finde på undskyldningerne nu… jeg kommer snart til at bede om din hjælp 🙂

  • Personlig Kommentarer lukket til Bande, svovle

    Nå, det ser ikke ud til at jeg skal flytte lige nu, som jeg ellers havde troet. Indtil videre er dagen forløbet således:

    Klokken 9:30 kom ejendomsmægleren for at tage billeder af min lejlighed, som her i eftermiddag bliver sat til salg. Klokken 11:30 ringede jeg til en advokat og aftalte, at de skulle kigge kontrakten igennem på min nye lejlighed. Så langt så godt. Klokken 11:40, lige efter jeg har snakket med advokaten, ringer ejendomsmægleren jeg skulle købe den nye lejlighed af, og siger at hun har dårligt nyt. Det viser sig at en anden mægler allerede har solgt lejligheden, og de har haft en lille kommunikationsbrist, så hun ikke havde fået det at vide. Meget professionelt, Nybolig. Nå, men hun ville prøve at kontakte de andre andelshavere i samme bygning, og se om nogen af dem er interesserede i at sælge, og så vende tilbage til mig.

    Smart at dette sker blot få timer efter at min nuværende bolig ER sat til salg! Nå, men der var også en lejlighed på Trøjborg der så ret fornuftig ud. Det eneste jeg var lidt bekymret for, var de lån der var i foreningen, der nemlig begge var med variabel rente. Nå, men jeg må håbe på et ikke alt for hurtigt salg af min nuværende lejlighed 🙂

    Der kommer mere så snart jeg ved mere.

  • Så ser det ud til at boligjagten er afsluttet. Jeg har besluttet mig, har i dag fået endeligt OK fra min bank, fået sat min nuværende lejlighed til salg, kontaktet ejendomsmægleren og sagt at jeg gerne vil købe, og hun er nu ved at gøre en købsaftale klar. Det sidste jeg lige mangler for at det er helt sikkert, er at finde en advokat der kan sige god for købet, og sikre at jeg ikke kommer ud for ubehagelige overraskelser senere i forbindelse med købet.

    Og hvor skal jeg så flytte hen hvis alt går vel? Jo, det endte med at blive den her:

    Ingerslevs Boulevard

    Lejligheden er i fin stand, gode muligheder for at indrette den som jeg gerne vil, nyt køkken og badeværelse, og så er beliggenheden jo ret central, og ikke mindst tæt på min arbejdsplads. Jeg regner med at kunne flytte ind i slutningen af august.

  • Så er anden del af boligjagten gået ind. I går var jeg ude og se på 4 andelslejligheder, samt en ejerlejlighed, og i dag har en mægler været og vurderet min nuværende lejlighed. Han sagde dog at de er svære at sælge for tiden, fordi folk vil have urealistisk meget for dem, men min var i fin stand, så hvis jeg var parat til at sætte prisen i den lave ende, så skulle den nok kunne sælges. Han vil vende tilbage på mandag med et konkret tilbud.

    Med hensyn til dem jeg kiggede på, så står valget nu mellem følgende to:

    Cort Adelers Gade
    Ingerslevs Boulevard

    Jeg skulle have set på flere, men de er allerede blevet solgt! Derfor skal jeg nok heller ikke vente alt for længe med at slå til hvis jeg vil have en af disse. I dag har jeg så fået tilsendt en bunke papir (eller snarere pdf filer 🙂 med andelsboligforeningernes vedtægter, regnskab, budget, etc. og så må jeg prøve at finde hoved og hale i det. Umiddelbart ser den på Ingerslevs Boulevard mest fornuftig ud mht. deres økonomi og administration. Det virker som om de har lidt mere styr på det, men det skal jeg have en anden til at kigge igennem. I første omgang kontakter jeg min bank for at høre hvad de har at sige… eller det har jeg gjort, nu venter jeg bare på at de vender tilbage til mig.

« Ældre indlæg   Nyere indlæg »

Seneste kommentarer

  • Du har misforstået det hvis du tror det handler om at man b...
  • > En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal hold...
  • Currently I'm using Garmin Connect. I need a way to tra...
  • What are you using now? Before the last update I used to lo...
  • This script is obsolete. Use the renew feature of certbot in...